Cancer Mom

You only live once - with cancer

Kræft er en ond sygdom, som vi alle helst vil være for uden. Den rammer hver tredje. Den smadre familier, tager dem vi holder af, fra os. Det er en kamp man skal kæmpe mod døden. Og det kan være hårdt som pårørende bare at stå der og se på at en man elsker kæmper en uretfærdig hård kamp for at overleve. Og man stå bare der, magtesløs, uden at kunne gøre noget, andet end at håbe på det bedste.

1. april, fik jeg et lille svar på hvorfor min oldemor altid sagde til mig at jeg skulle huske at nyde livet mens jeg havde det, jeg var lille og forstod det ikke.

Vi var på vej hjem fra 50 års, klokken var nok 12. Jeg synes livet var noget rigtig lort, 4 dage før det havde min kæreste lige gjord det forbi. Jeg havde været mega deprimeret, men den dag var jeg faktisk i godt humør! Jeg havde en hyggelig dag sammen med min far og hans kæreste, min fars kæreste, ved navn Gitte, er som en af mine virkelig gode veninder,  jeg fortæller hende alt, ligger små onde planer med hende om hvordan vi bedst snøre min far, hun ved alt om hvilket fyre jeg har været sammen med, fortæller hende altid hvis der er en sød fyr, og så kan vi sidde og snakke om ham i flere timer sammen!

Hun havde året for inden haft modermærkekræft, men var den dag kurreret.. Troede vi alle...

Vi sad i bilen, og hun kørte. Det var en mandag, solen skinnede. Jeg sad og hyggede mig lidt med min mobil. Og hun og min far sad og snakkede. På et tidspunkt begyndte hun at være helt stille, selvom min far snakkede til hende, og kiggede underligt på hende. Men når ja, tænkte nok hun var blevet tøsenfornærmet og synes min far skulle lidt på is. 

Lige pludselig begyndte hun at skrige, ik sådan et skrig man normalt forventer at der vil komme ud af en 44 årige kvinde, men et langt vedvarende skrig, det lød virkelig umenneskeligt. Hun gik i krampe, kastede sig tilbage i sædet, og bilen kom ud af kontrol den slængrede fra side til side i ryk, hun spittede op i højere fart. Og har aldrig i mit liv været så sikker på at jeg skulle dø. Heldigvis var min far hurtig, slog bilen i frigear  slog hendes hænder af rettet, trak håndbremsen og fik bilen i sikkerhed ind til siden.

Jeg sprang ud af bilen, og løb op til hendes side af bilen, da jeg så hende, var hun helt blå i hele hovedet og om læberne, hun skreg stadig og var helt op spændt. Hun havde fråde om munden. Min far var gået helt i panik, og blev ved med at ryste i hendes arm. Det eneste jeg tænkte der var at hun ikke måtte dø. Og så gik jeg igang med at handle, jeg fik stoppet en bil rigtig hurtig, bad dem ringe 112. og så løb jeg han til min far som stadig sad og holdt om hende inde i bil, for at prøve at få hende til ro. Jeg fik kommenderet ham ud og fik ham til at hjælpe hende ud af bilen. Min far var handlingslammet. Jeg fik hende om på siden og prøvede at få hende i aflåst side lege så hun ikke blev kvalt i alt det fråde der kom ud af munden på hende. 

ambulancen kom og de kørte afsted med hende, og mig og min far var kørt efter.

Da vi kom der ind på hospitalet, var hun kommet til sig selv, hun smilede og var i sit sædvandelige humør! Hun lå på akut modtagelsen.

Min far gik ud for at ringe til hendes børn. Gitte og jeg sad og snakkede det hele igennem, at det var mærkeligt, og lærene nok troede, indtil videre, at det var en blodprop eller en indre blødning i hjernen. AVS!!!

Men lige pludselig kunne hun ikke finde ud af at svare mig igen, jeg sprang op, løb ud på gangen og fik fat på en sygplejske, Jeg fandt heldigvis hurtig en, hun løb med mig ind igen, og hun begyndte at installere Gitte med en masse elektroder, mens hun fik sit andet andfald, sygplejskeen trak i en snor, og så kom der læger løbene fra alle veje, jeg stod stadig alene ved Gitte i hånden, og prøvede at beskytte hendes hoved for de kramper hun lå i. Lærene skubbede mig væk, og begyndte straks at give hende hjertemassage. Jeg brød fuldstændig sammen og løb ud af værelset for at finde min far, som ikke var til at finde nogen stedet ! Og så kom en sød sygplejske og tog mig ind til hende i et stort knus, hun gav et værelse og lidt efter kom min far. 

Gitte blev langt i kunstig koma. Og sad vi der og ventede på svar, der var 3 knuder i hjernen, som ikke var blodpropper, men kræft, senere finder de 4 i lungen og to nye modermærker nede hoften!

 I starten ville de ikke love noget end længere efter slutningen af sommerferien, statusen svinger hele iden, håb bliver givet, og håb bliver taget fra en igen. Man kan ikke andet end at håbe, for nu i juli måned ser det slemmere ud, de har ikke kontrol over hvor mange der er hjernen længere og der er kommet flere til i lungerne og det har spræt sig  videretil nyrerne, bindevæv og lever.

Tit spørg jeg mig selv hvordan kan man så kommer videre, igennem det, uden at miste forstanden? Uden dagene og vente tiden bliver for hård! Og svaret er enkelt, drøm som kunne du leve for evigt og lev som var det din sidste dag. Tag intet for give, og vær aldrig mange for at give udtryk for din kærlighed til dem der er dig nærmest, for du behøver ikke ha kræft for at i morgen bliver din sidste dag!

I BLEED PINK FOR MY MOM!

Kys Camilla!