Noget jeg seriøst overvejer lige nu, er en tatto, we are family - hus 4. Lige under hvor bh'en sidder på siden.. Det sikkert dumt, virkelig dumt. Men tanken om at jeg kan sidde som gammel, og kunne se på den og tænke fuck hvor var det dumt, men fuck hvor havde jeg det for vildt!
For det har virkelig redet mig på mange punkter, det at føle sig velkommen hos alle, både som drenge som piger! Har aldrig haft så mange menneske rundt om mig, hvor jeg har den følelse, Gud hvor elsker jeg jer alle!
Elsker mine godnat krammere af alle, elsker at stå op til en ny dag med de mennesker, elsker det, elsker det, elsker det!
Jeg har så svært ved at tag hjem og venter kun på at det bliver så jeg kam komme igen! Jeg lever i min egen lille verden, med min egen lille nye familie!
Men hvad med dem som giver efter, giver efter for det de tumler rundt med inden i hovedet? Dem som tager ansvar for sit liv, og tilstå. At alting ikke er som det skal være. For med tiden vil dem der gemmer tingende væk ødelægge sig selv. Når en person kan give slip på alt, lade det hele falde om ørene på en, tage tyren ved hornene, og sige jeg er ikke okay, men vide at det at give efter er den eneste vej op, og så tage i mod de slag det nu kan påføre en når man er nede og har gemt det hele væk. Komme ud med det hele, for det er næsten det sværeste. At åbne op og blotte det mest sårbare man har på sig. Den dag du kan gøre det, er du stærk. For når du kan det, er der intet der kan vælte dig! 
Jeg ville ønske alle kunne få den her mulighed, få chancen for at få den nye start som jeg har bedt så inderligt efter at få..jpg)
Kender i det øjeblik hvor man ikke ved om man skal græde eller grine. Om man skal få et mindreværdskompleks eller ej...
Vi har et eller andet med mus i vores hus. Eller vi havde, og det var så en lille en, men for første gang vidste jeg ikke om jeg skulle græde eller grine over musens skæbne.