Allerede halv vejs?

For et halvt år siden, sad jeg og stor spiste fra et lækkert bord...
Fyldt med håb, parat til et nyt år, hvor mirakler kunne ske.

Jeg viste ikke hvad der ventet mig.
Jeg var forelsket i 2012, da den skulle give mig en ny start.
Er det virkelig et halvt år siden?
Det føles som i går. og så alligevel, så føles det som om det er 1000 år siden, for der er sket alt for meget.
Så lad mig hoppe igen, hoppe for det halve år der er gået, lad mig hoppe ind i det næste halve år der kommer, lad mig håbe at den bager lige så meget med sig som det her halve år-
Lad mig se, opleve, og allermest af alt... Lad mig leve!

Husk at jeg elsker jer! Hver og en der læser mine ord

Kys Camilla

Små hjerter gemmer også på hemmeligheder.

Jeg sagde faktisk noget der kom bag på mig her i dag, især fordi det gik op for mig det jeg sagde var sandt?

"jeg behøver ikke min mor, hun er som alle de andre mødre, men jeg kan bare ikke tage hende til mig igen. Jeg er ligeglad om hun interessere sig for mig, jeg er ligeglad med hvad hun mener, jeg er ligeglad med om at hun elsker mig. Jeg ønsker det ikke engang, for jeg er ligeglad. Jeg behøver hende ikke, jeg ser hende ikke som min mor, min trygge basse mere. De år hun har været væk, har jeg ikke savnet hende, jeg havde det fint med mig selv. Hun fylder mig mere med irriterende tanker og minder, end glæde og kærlighed. Jeg ved ikke om det er normalt, eller vent? Jeg ved det godt det er ikke normalt..."

Ved i hvad, min terpaut gav mig ret, det var ikke normalt.

" Men jeg kan bare ikke. Ikke fordi jeg vil, og så alligevel, hvis jeg vil så kan jeg ha en god mor. Men jeg vil ikke, jeg kan ikke, og tro mig jeg har virkelig ikke noget imod det, at det ikke er hende. For når jeg ser piger på min alder sammen med deres mor, kan jeg ikke lade vær med at få en fornemmelse af lettelse, som om noget inden i mig siger 'godt det ikke er mig' og det er sand. 
Jeg har mistet hende, og det gjorde jeg allerede da jeg var 8 eller der omkring hvor jeg fik Angst. Siden da er det gået ned af bakke, efter hun fik kræft osv..." 


 Men der kom mere som jeg ikke havde regnet med, at jeg nogen sinde havde forstillet mig jeg kunne sige, især fordi tanken aldrig har strejfet mig.
Det var da hun spurgte hvordan jeg så havde det med min far?

" Faktisk er dét det samme. Jeg er bare ikke så meget for at indrømme det.... Men han er bare en mand, jeg kalder for far, fordi jeg ved at han bliver glad for det. Han ser mig ikke mere. For jeg har mistet dem begge to.
Jeg har bare stadig en loyalitet over for ham. 
Jeg er bare blevet svigtet så mange gange af dem hver, at det bare er nemmere at ha nok i sig selv, eller ikke at ha nok i sig selv, det er en forkert måde at sige det på, men jeg har bare ikke brug for dem mere (jeg ved godt jeg kan lyde lidt som en type der har helt vildt ondt i røven, men det genere mig ikke, der i mod, jeg er på en måde glad for det)
det er neme sådan her. Jeg er tryggere sådan her, i mig selv har jeg min trygge-basse."


terpaut - hvorfor?

"jeg ved det ikke, men jeg tror det er fordi min far ikke har været en far over mig igennem mange år, han arbejde altid, og jeg så ham kun hver anden weekend, og ellers 2 gange om ugen hvor han kom hjem kl 18. Da jeg virkelig havde brug for ham var han der ikke til at beskytte mig, han har altid over set når jeg har det svært, han kan kun se mit smil. Og før det boede jeg hos min mor. Så det er begrænset hvor meget far han har fået lov til at vise over for mig, jeg tror bare jeg har vundet mig til at passe på mig selv.. Jeg har det fint med det "


terpaut -Hvad gør det ved dig at du har det sådan her?


" Jeg tror nok jeg burde være bekymret... burde jeg ikke? Men nej. Jeg er mere glad, jeg snakker aldrig med dem, jeg kan ikke nå dem, eller også er det dem der ikke kan nå mig. For jeg kan ikke overskue at lukke dem ind. Ikke engang til, i så lang tid havde jeg troret at det var min fejl, at jeg måske 'fejlede' noget, men jeg ved godt nu at det ikke har noget med det at gøre, det er bare begrænset hvor mange svigt  man kan tåle fra de nærmeste, jeg vil ikke gøre det engang til. Jeg vil ikke lukke dem ind hvor jeg er tryk, når jeg kan se hvor barnligt de tager alting, hvordan ved jeg så at de vil kunne passe på mit ve og vel, når de så nemt slår over i, jamen du gav ikke lig lov sidste gang, nu skal du straffes, KLASK TAG DEN!!  De takler deres skilsmisse virkelig u modent. Det er så lamt at høre på og se på for den sags skyld. Seriøst, jeg kan ikke rumme det. Jeg få kvalme af det. 
Jeg har det godt sådan her, jeg har ikke brug for dem. Jeg har prøvet at fortælle dem når jeg har det svært, men de lytter alligevel ikke, og ellers reagere de bare ikke på det. Så hvorfor prøve? Hvorfor prøve at være deres datter, når jeg inders inde ved at de vil svigte og overse alt det jeg vil fortælle dem. OG plus, jeg har ikke lyst til at være deres datter. Nej, jeg føler mig ikke forældreløs, jeg ved hvem mine forældre er, det er ikke min skyld at de ikke kan leve op til det jeg havde brug for, nu ved jeg bare som sagt hvor min trykke basse er. 
Jeg vil godt lukke folk ind til mig, men bare ikke dem, de to mennesker kan ikke være sammen det samme sted, der er ikke plads til nogen af dem. Jeg ville havde sagt i mit hjerte, men de er der jo, bare ikke som min mor og far.. Bare som to tosser som jeg ikke kan finde en ordenlig plads til... 
Det vil ikke undre mig når jeg bliver voksen, at jeg kommer til, ja kommer til, at ligge dem bag mig, for jeg har ikke brug for dem, de har forvold mig for meget besvær, uden de selv kan se det og at andre kan se det. Jeg vil ikke gøre det af svigt, jeg vil ikke gøre det af vrede, jeg vil gøre det fordi det falder mig naturligt. Man vil altid søge hjem hvor man er tryg når alting går op i flammer. Jeg er tryg så længe jeg har mig selv, så hvorfor gå tilbage til dem?.... "


Det fløj bare ud af mig, og det overraskede mig virkelig. Jeg viste godt det med min mor, men det var som om mit hjerte åbnede sig op, og fortalte mig en hel masse som jeg ikke engang selv havde lagt mærke til.

Jeg opfordre virkelig alle til at gå terapi, for vi har alle godt af at åben sig op og blive mere selv bevidste...

Det har været en lang dag... Virkelig lang.

Ikke det samme.

Normalt har jeg bare husket sidste skoledag for 9 som noget der sparkede selv den største røv igang....

- meeeeen lad os bare sige at den var liiiiiidt mere end bare død. Den blev dræbt - og bare for sjov skød man den lige i hovedet. Og i nosserne, da vi nu er så godt igang.
Lige ud, den var bare kedelig, sorry. Jeg er sikker på at den ville havde været sjov, hvis det ikke var fordi at alle lærene, dræbte, og skød hoved (for ikke at glemme nosserne) af.

 De holde den virkelig nede, og så er det jo ikke sjovt, det sjove ved dagen er jo at alt bare går amok !!
uden kontrol, skider tyndt på alt hvad der hedder regner.. Skum på vægene, vand ud over det hele, græsset skal ligne en snevejrs dag !

Men ellers var det hyggeligt, alle timerne... Jah, de blev nu ikke helt til det store..

Kys Camilla

... ?

Når det hele bare kribler i en for at se hvad der gemmer sig 

HVEM ER JEG?

Jeg er bange for en dag at vågne op og tænke fuck hvem er jeg? At jeg glemmer hvem jeg er, at venner og familie ikke kan kende mig mere. At jeg glemmer dem jeg elsker...
Jeg er ikke bange for forandringer, for tro mig, det her halve år skal man kigge godt efter for at se den Camilla den gang.
Camilla den gang var bange, hvis I viste hvor bange jeg har været... Jeg følte mig død syg af angst der borede sig ind i mig. Jeg var bange, for bange til at kunne udfolde mig som det menneske jeg nu er i dag. For jeg har fået frihed nok til kunne gøre det nu. Nogen gange har jeg været tæt på at miste fodfæstet og glemme alt om hvem jeg er, hvad jeg stå for, og hvad stod for.
Jeg bliver bare nød til at passe godt på mig selv. Så jeg ikke glemmer hvem jeg er..

-Jeg er bare en pige. En pige med  en drøm. En drøm om at leve sit liv. Jeg vil ikke kigge mig tilbage og lade fortiden holde mig væk fra mine drømme. Jeg vil ikke leve i fremtiden (drømmen), for så lever jeg ikke. Jeg vil leve nu, og gøre min drøm til virkelighed. Jeg kan ikke være bange for at dø, for det at dø er det samme som at leve.
Jeg er bare en pige, som blot har en drøm om at leve.




Kys, Camilla

Giv Mig En Grund

Giv mig e god grund???

- Til ikke at være glad? Livet er jo hvad du gør det til.
Og jeg ved godt at jeg kan lyde som en mut type her inde... Men det er jeg altså ikke! Bloggen er min fristed, til lige at komme af med det lort alle kan få, nå vi smiler hele tiden.
Men her på det sidste, har jeg fundet den rette sti, og jeg er har følt mig sååå lykkelig. Jeg er ved at finde ud af hvem jeg er og hvad jeg vil med mit liv.
1. Jeg vil leve.
2. Jeg vil elske.
3. Jeg vil være stærkere.
4. Jeg vil bare være lykkelig, og følge mit hjerte o kæmpe for det jeg tror på

Jeg tror faktisk at jeg vil lave min første video indlæg, en af de nærmeste dage..

- Lige nogle sange jeg dyrker for groft lige nu...

Kys, Camilla

Bare at skride...

Nogen gange få jeg lyst til at fucke det hele op. Bare at tage afsted. Forsvinde, bare ganske kort. Ingen vil ligge mærke til det.

Kender i det?

At alting, kan føles så... Ligegyldig? At vi er for blinde til at se hvad vi har?
Jeg ville ønske at jeg ikke var bange for at forelske mig. For så ville jeg forelske mig i alt. Sætte pris på det.

Jeg ville ønske at jeg ikke mistede mennesker, for selvom de er lige her, så har jeg mistet dem. For der er mange, og når jeg først mister dem, eller at de forsvinder, så har de lang vej hjem til mit hjerte igen.

Nogen gange ville jeg ønske at jeg ikke tænkte så meget som jeg gør, jeg analyser, reflektere, vendet og drejer det, ind til alting giver mening for mig. Det er grunden til at jeg ligger søvn løs, for der er sååå mange ting som ikke giver mening, og det skal det.

Jeg ville ønske at folk ikke fortalte mig hvad jeg skal og hvad jeg ikke skal.

Sig ikke at du elsker mig, når jeg kan se i dine øjne at det er løgn.
Sig ikke at du nok skal passe på mig.
- For jeg har ikke brug for tomme ord.

Nogen gange få jeg lyst til at fucke det hele op. Men jeg gør det ikke.

For jeg er stærk nok.

Kys, Camilla

Den dårlige smag i munden?

Jeg hader når en person kan give én verdens værste samvittighed. Og mesteren over alle er min venindes mooar.

Jeg var så 100 % selv uden om det, jeg brød en aftale og sådan er det bare. Men hold kæft jeg havde det dårligt med mig selv bagefter. Det slog virkelig alt det sjove jeg lige havde lavet ihjel. Og det gjorde mig bare endnu mere deprimeret.
SÅ fra nu af holder jeg bare mine aftaler, for den der  dårlige samvittighed kan jeg sku ikke rigtig leve med.

Den der følelse, hader jeg virkelig, den sidder bare der i brystet, og den sidder bare der og gnaver og river i en. Og det med at man ude-mærket selv er uden om det, gør det sku ikke meget bedre. For så har man kun sig selv at bebrejde, så sådan kan man bare ha det ind til man har tænkt det hele igennem, og beslutter sig for at det var første og sidste gang man brød en aftale med hende...

Kys, Camilla 

Som i gamle dage

Min veninde (Christina hvis i ville vide det) + gamle minder, kan kun føre til telttur ude i haven!! Man er jo ikke gammel spejder for ingen ting, vel? Weekenden sammen med hende har været fantastisk. Hvis der findes en person jeg ville bruge al min tid sammen med hende, hun er fantastisk på alle måder.

Hvis jeg var en mand, ville jeg ha hende som min hustru. Og være verdens bedste mand. Men nu har jeg tjekket, og jeg er ikke en mand på nogen måder.

Så nu ligger vi her, efter at ha svedt som en gris strandet ude i en øsken ( Maria stik Jesus og igen, og lad Gud forbyde at han nogen sinde blev født) For jeg sveder virkelig og føler mig bare en lille smugle klam.

Kys

Når det hele tåger.

Shhh...... jeg har en lille disksution med en tømmer  (jeg er virkelig en svag drikker).

Og i går? Var det seriøst lidt halv tam.

 Og da man ikke havde lyst til at tage hjem, så skulle den være sjov på den ene eller den anden måde. DER SKULLE DRIKKES! Og som sagt jeg er svag til at drikke, jeg skulle jo følge med, og jeg var ret glad for kæresten den aften, han var min helt, og så hed han Karsten oven i købet (Og hvis nogle vil vide det, er det fiske fjæs vi snakker om) Så ham havde jeg det faktisk sjovt.

 Så tog vi lige nogle genstande eller to, +, - der omkring.
Vi var fire piger, og vi regnede med at vi kendte nogen, eller at de andre kendte ikke nogen, for jeg kender ingen... Men der var ikke et eneste menneske som faktisk var sjov at feste med
Så spontane strand ture må ikke være for spontane, man ender bare ligesom mig at lave sit eget sjov, og så bøder man for det sener..

Kys

The A Team

stille og roligt er den her sang blevet en ener i mit hjerte. Sørgelig men smuk!

En dag, som alle de andre !

Ny sang,
Jeg er så glad for min pony! Den kommer hurtig langt omkring, og det er fordi på min pony, der går det så let som ingen ting.

Min pony oser ikke, og bruger nul benzin. Min pony larmer ikke som andre olie svin!

Jeg er så glad for min pony!

sådan går det når man hænger ud med den dejlige og så få man liiige en ridetur med! Og så kom den  her sang til at tage form i mit hoved, og jeg har sunget den hele dagen, ret nederen fra min side af! 

Husk at elske jeres næste, især når man hænger på den, og det er dem der giver dig mad og husly, som fx. min veninde!




Kys, Camilla

Det Må Godt Kaldes For En FAIL!

Vi tør ikke at stole på folk, fordi vi ved at det kan gøre ondt i den sidste ende...
Og hvorfor det?
Hvorfor skal man føle sig svigtet, hvofor skal man begå den samme fejl igen og igen og vi tager den sku engang til  IGEN! Vi burde lære af vores fejl, tage ved lære og bede folk om at rande og hoppe en i den visse...

Men hvis vi gør det, hvem har vi så?
Ingen.
Jeg ville aldrig møde nye mennesker, som jeg ikke bliver svigtet af.
Man skal finde en lort engang imellem, og her på det sidste har jeg løbet ind i nogle par stykker.... Ikke fordi DE som person er nogle røvhuller, det var bare en fejl fra min side. Fordi jeg tror på det jeg høre. Og  der er fejlen fra min side.

Hvis jeg kunne ville jeg tage alt igen, er det at fortryde? JA, måske, og så nej, jeg fortryder ikke, jeg ved bare hvad der er klogt og så hvad der ikke er særligt smart gjord af mig.

- Og jeg undskylder på forhånd, for jeg hænger ikke nogen ud.. Men det her indlæg er blevet skrevet på bagrund med det, så hvorfor skulle den ikke høre med i indlægget?
For jeg havde en virkelig søde person som jeg havde en flirt med. Men det der når alle åbenbart kender ham, er ikke det smarteste når man ikke selv vidste det. Men uanset hvor jeg befinder mig her  Kokkedal og om egnen er der altid 3 stykker og op efter der SKAL hen og spørge, om det er rigtig at man har lavet noget med ham til en fest, osv? Og drengene? De er ikke sjovere. Kan vi ikke bare sige det.
Jeg mistede nær en virkelig god veninde på min bummert, fordi JEG ikke tænkte mig om, fordi jeg tror på alt hvad der bliver sagt.

All I want???

Jeg er småt begyndt at indse hvad det er hele livet drejer sig om. At være lykkelig. Og her på det sidste er det som om at en kæmpe energi, eksplodere inden i mig! Jeg er bare så glad! At det er umuligt at forklare, jeg er klar til livet, klar til at tage udfordringerne op som der  kommer. Klar til at møde nye mennesker! Klar til at elske, og så stadig bare ha nok i sig selv.

Kys Camilla 

TEENAGER DADDY?!

Jeg elsker min far over alt på jorden. Jeg tilgiver ham for alle de fejl han begår, og ser igennem fingerne med hvad alt han laver. Han såre mig tit, nogle ville kalde det er svigt? Men hos mig er det bare en lille ting, for jeg ved alt jeg er hans lille pige. Jeg ved at han elsker mig Jeg ved at jeg er den vigtigste i den sidste ende, jeg ved at han vil gribe mig.. Hvis jeg lader ham gøre det.

På mange måder er han bare 14 år. OG ny forelsket (han er være end mig, og det er slemt?) på den sunde eller den usunde måde kan jeg ikke finde ud af, for han glemmer alt omkring sig, og sætter alt sit fokus på sin udkårne.
Og jeg er der bare. Jeg er ikke engang blivet sur eller jaloux. Mit hjerte er stort nok til ikke at blive det. At dele ham. For han har virkelig fundet den rigtige. Men alligevel så er jeg der bare, han fortæller mig stadig at han elsker mig, giver mig alle de kys og kram hjertet begære. Men jeg snakker bare ikke med ham mere, jeg kan ikke længere mærke at han er hos mig, han er et andet sted, for han svæver på den lyserøde sky sammen med hans kæreste. Og ja, jeg lader dem det, for jeg kan se hvor glade de er for hinanden, så hvofor ødelægge det?
Det er svært, for jeg føler  mig såret, men på den anden side gør det mig glad at se ham glad.

 Jeg savner ham bare, han tager mig ikke med, han er kommet videre, uden mig. For hver dag, "fixer" jeg mig selv, der er så mange ting jeg skal bearbejde med, før jeg kommer videre, ligesom ham. Han er kommet sig over alt det vi har været igennem. Han har ingen ide om hvor jeg er i mit liv, for vi snakker jo aldrig mere sammen. Jeg kommer hjem og vi udveksler nogle høflige bemærkninger, jeg går igen, enten ned på mit værelse eller ud. Kommer hjem, skynder mig at spise, og går igen, jeg siger god nat.... Oooog går igen. Måske er det også min egen skyld at vi ikke snakker mere sammen, for jeg tror godt han vil. Men når man ikke føler sig en del af det her team mere.
Jeg ville havde sagt familie, men den er jeg jo stadig en del af.

Det går mig bare på, for jeg savner den gang. Den gang hele vores hverdag vi kaos, dengang vi intet sted havde at bo, den gang vi mistede alt. For der så jeg den far jeg elsker, ham som fortæller mig at jeg er det vigtigste, og han ikke ville kunne undvære, den far der angre for sine fejl....
Da jeg jeg skulle sige farvel til min hest, jeg var så færdig, jeg sad bare og græd. Det var det jeg så min far græde første gang, han sad og trøstede mig, blev ved med at spørge om jeg kunne tilgive ham. Og det er den far jeg savner, som kan tilstå sine fejl, for han begår mange. Men jeg elsker ham, jeg synes selv jeg har verdens bedste far, derfor gør det så ondt, at jeg ikke længere er en del af hans liv. For han er ny forelsket, på en teenager måde, en egoistisk måde, han ser ikke andre i verden end hans kæreste.

Han er meget mere følsom, tænker kun på hende, vil kun hende, ser kun hende. Lyder jeg bitter? Tro mig det er jeg overhovedet ikke, 3-2 måneder så er jeg væk, og så ved jeg at der er en der passer godt på ham, når jeg ikke kan. Fordi jeg er ikke altid lige sikker på at han er aldersvarende oppe i hovedet, for han er reeet umoden når det lige slår ham.

Der var bare engang, hvor jeg var hans lille pige, der var engang hvor han var min bedste ven, han var min første store kærlighed, han var alt... Han var min far, og det vil han altid være, om jeg er 1'eren eller 2'eren, så vil jeg altid elske ham. For han fortjener at være lykkelig.



Dear Tennager Daddy, do you see me? Or are you in love?

Kys Camilla

Sku' Ha' Gået Hjem

Jeg har faktisk aldrig brudt mig såå forfærdelig meget om Sys. Men den her sang kunne godt minde lidt om mig af og til.
g så faldt jeg over hendes blog, bare med et ret tilfældig hed, men hold da kæft damen her har humor, sad og små grinede for mig selv mens jeg læste den.
Sys Bjerre's blog  - god fornøjelse :)

Kys, Camilla

I'm sorry

Kys, Camilla

Noget nyt? Som må og skal prøves!

- nu hvor sommeren kommer, og jeg tager på efterskole, ville det jo være smart at få en lidt let og kort, ny frisyre. Der ligger mange grunde bag til at det lige skal være ALT håret der skal væk. For det først er jeg født stædig, folk skal ikke fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal, for hvis de bedstemmer at jeg skal vælge A, så vil jeg altid følge  B, og næsten alle dem jeg har haft noget kørene med har haft svaghed for Blondiner, og så farver jeg mig mørk håret. Hvorfor? For at bevise lige så meget over for mig selv som for andre at ud sene ikke tæller en skid. Og alle dem som jeg har fortalt at jeg vil klippes kort håret har reageret på den samme måde: NEJ DET GØR DU BARE IKKE!   Hvorfor ikke det? Det har aldrig klædt mig med langt hår, jo kortere det er jo mere ser man mine øjne, og ser mig, ikke mit hår, for jeg har noget pænt hår når det er langt. Nu er det bare bollehår (som mange kalder det) hele tiden. Så hvorfor ikke gøre det, jeg mener det er jo bare hår, er det en failer, så vokser det jo ud igen.
Det ligger snart så dybt i mig at gøre det modsatte når folk vil bedstemme over mig, jeg klippede mig 'kort' fordi min fars x blev ved med at sige at piger skal ha langt hår, det første jeg gjorde da hun var væk var at sige ' fuck dig' ved at klippe mig, det samme med min piercing, hårfarvning, alt. Det er min måde at fortælle folk at de ikke har en skid at ha sagt i mit liv. Jeg er virkelig arbejds villig hvis du giver igen, spørg mig pænt, høre på mig, når jeg høre på andre, så vil jeg gøre alt mellem himmel og jord for personen, for jeg går for det meste langt for en person jeg holder af. Men at bedstemme over mig, kan jeg ikke arbejde med, der en lille djævel i mig som går amok inden i mig, hvis jeg bøjer mig.
Så det at klippe mig kort håret, er lige så meget at bevise over for mig selv, jeg kan!
Stikke dem som (især drenge) at piger skal være lang håret skrot op i røven. For hvis de ikke vil ha mig som kort håret, så vil de mig ikke nok, haha, endnu en god måde at sortere ups'erne fra når det kommer til kærester. - Den havde jeg ikke engagn overvejet! Endnu en god grund.
- Men selvfølgelig gør jeg det allermest fordi det er noget jeg har ønsket mig i laaaaaang tid, og når det jo alligevel er okey kort, så hvorfor ikke gøre det nu?  I stedet når det er dejligt langt?

Før, når man intet gør ved det 

Glat tilstand (det var standart)

Nu

Nu.. 

S.T.A.N.D.A.R.T!

Min plan, bare i den hår farve jeg har nu..

På opdagelse.

Jeg elsker virkelig at være sammen med min kontakt person, for hun er seriøst for mærkelig. Hahah. I dag lavede vi det jeg elsker allermest her i verden, sætte os ind i bilen, finde vejen ud til landet, og tag den vej man aldrig har kørt på før, og så blive ved med at tag den fremmede vej. Man få set meget, vi har kørt til præstø, og i dag endte vi vores tur på en pizzaria! nums. Er faktisk lidt irriteret over at jeg ikke få taget nogle billeder og få lagt det ind her på bloggen, så der også er lidt interessant at glo på... Jeg har bare fået sol i masser af timer, og begynder så snart at glæde mig til sommerferien, hahah, det har jeg gjord siden skole start men du er ferien der snart!!!
Jeg har ikke lavet det helt store i dag, sov over mig, og blev så enig med mig selv om at idræt og klassens tid ikke var sååå vigtigt igen...

Kys

Vær stolt af den du er!

Stol på at du har nok i dig selv, så slipper du for alle de små dumme fejl. Elsk at leve, om du så skal gøre det som single eller ej. Det er så små begyndt at gå op for mig, at det nok er bedst sådan her, single, glad, og lykkelig. Og selvfølgelig cocio i stride strømme, min store kærlighed.

Stol på at du er smuk nok, det hjælper. Jeg har ikke et problem med at se mig i spejlet mere, for jeg ser mig som jeg er. Jeg er smuk som jeg er, jeg er den som jeg er. Jeg er Camilla, og hvis de ikke kan lide det de ser, er det ikke dem der få lov til at se ind i mig. Jeg er efterhånden ved at være lige glad hvad folk mener eller tror om mig.
Jeg er træt af at være sensitiv omkring drenge og det der små 'kæresterrig', jeg åbenart er så god til at rode mig ud i. Jeg har lært, og jeg har besluttet at den næste ikke bare er 'tilfældig', (ikke at de andre er tilfældige, og så dog, det hele gå så hurtigt, man lære hinanden godt nok at kende over sååå kort tid, og så kan man ikke forelske sig? Ikke i personligt, i hvert fald) at den næste kender mig, som person, ved hvem jeg er, en jeg kan være 100% mig selv for.

Jeg vil hvile i mig selv igen, ha nok i mig selv igen, ikke behøve andre for at være lykkelig.
 Men jeg er blevet så meget stærkere de sidste måneder. For jeg har lært at stå på egne ben, før da jeg havde min hest, jeg gav hende alt min tid, alt min kærlighed, for at glemme mig selv. Men på den gode måde, det var min måde at komme  igennem de mørke dage på, at jeg ikke behøvede at mærke, for hun var mit helle. For det var så nemt at glemme. Jeg var usikker, jeg kunne ikke stå alene, for ellers var der alt for mange følser der råbte på mig, for at få opmærksomhed. Det er faktisk først efter jeg mistede hende, jeg er begyndt at tage mig sammen, indse ting jeg havde nægtet.
De her to måneder har været, gud vær, og jeg ved at jeg er på rette vej. Jeg stoler på mig selv, jeg skammer mig ikke mere over hvordan jeg ser ud. Jeg har lært at elske mig selv og min krop. Jeg er stolt at være den jeg er, og jeg vil for alt i verden ikke bytte mit liv væk, for jeg er endelig ved at komme videre i mit liv, jeg er sluppet ud af det mørke jeg har været fanget i, i de sidste 2 år. Det har været som at blive druknet, du kæmper for at komme op og få luft, og hvis du endelig bliver sluppet af den stærke havstrøm og kommer op og få luft, bliver du grebet af en ny, den samme tur, den samme tur i den egen trædebølle.
Jeg har set lyset, og ved hvilken vej jeg skal, frem. Jeg er færdig med at kigge mig tilbage, træt af at tage sorger på forskud, og helt færdig med at ha ondt af mig selv. I virkeligheden altså, bloggen forbliver mit rum hvor jeg snakker og nutid, fortid og fremtid, tanker, følelser og fejl jeg begår, kærlighed, lykke og hvad der ellers kommer fem når jeg sætter mig ned og begynder at skrive her...

Jeg skal leve, mens jeg kan! For jeg kan mærke at det kun kan gå frem ad nu!!! Næste år tager jeg på efterskole, som uden tvivlbliver det bedste år i mit liv, efter det et år som Au pair pige, når jeg er færdig der er jeg tæt på de 18 og så er jeg fri. Fri til at gøre med mit liv som det lyster mig!

- Vær stolt af den du er!

Kys, Camilla

På dybt vand.

Jeg var seriøst på røven her i dag. Som jeg har sagt før, jeg har fucked det her skole år totalt op! OG det rammer en i røven en dag, det skal man ikke være et geni for at regne ud. Og det har jeg HELE TIDEN vidst, så der er ikke noget upsi for min side, jeg har nemlig fucked det op med stil og charme, og kendt til konsekvenserne af min handling.
Så jeg havde geografi for, her for et stykke tid siden ,alle dem som havde afleveret den skulle fremlægge om det land de havde om.. Jeg havde trukket Grækenland.. Dejligt masse at tage fat på. Men bare ikke dejligt, når man stå der og skal fremlægge, og man ikke har en skid, at arbejde ud fra.. Men jeg stod nu alligevel til et - 3... så det kunne jo ikke blive meget være jo... Så jeg sprang ud i det, og jeg kom da helt op på et 4 tal, ret godt klaret når man tænker at jeg kun viste ganske lidt, og jeg ikke engang har skrevet grækenkkan på google for at finde infor, og alt andet var små teorier jeg arbejde ud på. De fleste troede faktisk at jeg bare var uforberedt på det jeg skulle lave, ikke at jeg stod på bar bund... Jeg er jo bare god til at improvisere... Og se andre i under tøj når man fremlægger, ud over min lære, han fik lov til at beholde tøjet på.

Kys, Camilla

Camilla??

Jeg sad lige og stene de forskellige sider, og jeg var egentlig i godt humør lige der. Men du ved så komme man forbi en persons side, hvor ens navn bliver nævnt. Og det rev lidt op i nogle følelser jeg ellers havde været god til at ligge til side her i dag, at lige hurtig at glemme en lille 'kæreste sorg' (eller hvad man nu skal kande det.... ? ), bare for at ha det sjovt med en ven som ville jonie en... Men spørgsmålet 'hvorfor droppede du Camilla?' Svaret viste jeg nogenlunde godt, men det var ligsesom en der sparkede mig i maven...

Men det at se mit navn, og især i den sammenhæng. Lige pludselig lå navnet Camilla sååå langt væk fra mig. Det var jo ikke mig de snakkede om, jo det er mig de snakkede om der, men navnet, det føltes ligepludselig ikke som mit navn. For det navn, det føltes lige så fremmet inde mit hoved og forkert på min tunge.

Det lyder underligt ikke? Og det synes jeg seriøst også selv at det gør. For hvordan kan et navn der har fulgt en igennem  hele ens liv, virke totalt fremme i det næste sekund...
Jeg ved godt jeg ikke skal ligge det store i det. Men kan ikke lade vær.

Camilla, Camilla, Camilla, Camilla, Camilla.. Det hjælper en smugle at det er mig der skriver det, men det er faktisk ved C'et det går galt og begynder at virke fremmet, måske skal jeg skifte det om til K?. Undskyld hvis i synes jeg overreagere,  for det gør jeg ikke, jeg more mig bare, ikke andet, det underholder mig at man kan få det sådan med sit eget navn... For lidt skægt er det ik?

Kys, Pigen der pt overvejer at skifte navn og som alligevel har det sjovt med det hele, måske fordi kl er 1:40 og at jeg nærmest sejler rndt. Måske derfor at det hele er lidt sjovt lige nu...

Indtagelse af min hjerne!

Jeg ved ikke hvor mange af jer der har hørt den endnu, eller også er det bare mig der er mega langsom med at opfange noget nyt...
Men den her sang har indtaget min hjerne! Og det har jeg intet i mod!

Kys!

En ny start?

Jeg venter, og venter, på at tiden vil gå. At den vil løbe ud, som vand i mine hænder, hurtigt og uden gnidninger, ingen propper der kan stoppe vandet med at løbe ud gennem mine fingre. I stedet for det, synes jeg bare at tiden forbliver en sten... Tung og umuligt at slå ihjel. Så hvad skal man så gøre? Bare se på stenen og tænke, kun 3 måneder endnu, og sjovt nok (bare for at forblive i billedsproget), synes jeg stenen bliver større og støre for hvor gang jeg tænker det.

De tre måneder, er alt for meget, når jeg ved hvad der venter mig for enden. Et år, En ny chance, Et nyt image, En ny start, som jeg kan bruge som det lyster, og jeg vil bruge det for at viske tavlen ren, smide den forbande facade jeg har muret op væk. Som Berlin muren, Øst og vest, familie og venner splitte op af en uhjælpelig kold mur, men efterskole vil jeg gøre til murens fald, for jeg er klar til at lade gardinet falde, samle 2 personer i 1 og være mig, Camilla, med en historie, Camilla med en fortid, Camilla, som har gode og dårlige dag, dage hvor fortidens spøgelser skrammer og dage hvor jeg er stærk...

Hvor jeg kan slippe for mine forældre, væk for den hverdag hvor de gemmer min fortid væk, gemmer mig væk. Som et kapitel i en bog, man springer over, glemmer at nævne det, selvom det har så stor en betydning for resten af historien, så bliver den ikke nævnt.

Som sagt jeg venter bare på at komme af sted, væk, ud og prøve noget nyt, ud for at opfylde mine drømme at stå på egne ben..


Kys, Camilla

En del af mig

Fortæl mig ikke hvem jeg er, for jeg kender mine værdiger.
Fortæl mig ikke hvad jeg skal gøre, for jeg er stærkere nu.
Fortæl mig ikke hvordan jeg skal leve, for jeg lever i dag.
Fortæl mig ikke hvor jeg skal hen, for jeg er lige her og ikke din i morgen.

- For jeg ved lige præcis hvem jeg er, og det kan du ikke lave om på. Måske går du rundt i troen at alt er okay, og jeg vil lade dig forblive i troen, at alt er godt, for det ved jeg gør dig lykkelig, at vi er en hel, normal familie. Og så ligger vi bare alt det andet væk i et glemt kapitel ik?


Det er en svær balance jeg har. For jeg ved ikke hvor meget jeg kan stole på folk, for jeg ved i den sidste ende, er jeg bund naiv og tror på alt hvad de fortæller mig, men alligevel tager jeg aldig skridtet videre, til at fortælle folk, hvem de i virkeligheden snakker med, for uden jeg tænker over det så har jeg smækket en facade op, en der ligge så naturligt til mig, at jeg ikke engang tænker over det. Men jeg bliver altså blød i boldten. For alt det der ret haløjse har taget så hårdt på mig (Klik her, for at få mere viden) .

Min far? Han lader som ingen ting, alting er godt, det er som et glemt kapitel i vores liv, det er som om jeg ikke må snakke om det, at jeg 'bare' skal komme videre. Men var  det måske ham der blev løget for, han som blev tvangsfjerne på en løgn, var det ham der mistede en hver følelse af tryghed? Var det måske ikke hans xkone der hade mig som pesten, og ham der arbejdede? Hvis han viste hvor mange gange jeg er blevet kaldt for luder og sindsyg i andres påhør, hvis han viste hvor mange aftner jeg måtte gå i seng, uden mad.Var det måske ham som valgte sin mor fra, og tror mig der skal meget til at vælge ens mor fra, mange skuffelser, mange svigt til alt man ser sit liv bedre uden sin mor, og det gjorde jeg, den dag i dag har jeg stadig svært ved at tage hende til mig.
Hvis han havde prøvet det, ville han så stadig sige at det er noget jeg bare skal komme mig over? for det kan  jeg ikke, de ting har haft alt for store konsekvenser i mit liv, til at kunne ligge dem fra mig. Når jeg kigger mig selv i spejlet om morgen sige min fortid 'Godmorgen Camilla' og når jeg går i seng 'Godnat Camilla' til mig, so at påminde mig om hvad hvem jeg er, for tro mig jeg ville gerne glemme det, og synes at kærestesorger er jordens undergang, for det er det ikke, det er bare noget der sker naturligt for mig, jeg mister dem jeg holder af, og som sagt man vælger selv hvor hårdt det skal tage på en. 

Nogen gange tror jeg at den sygerklæring som gjorde at jeg gik hjemme i 4 måneder ikke er nok, til at bevise hvor slemt, jeg har, eller har haft, det. Når jeg ikke har overskud til noget, siger han bare at jeg er doven. Doven jeg stå op og går i skole, når jeg ikke kan overskue at stå op, og jeg går stadig i skole. Jeg. Er. Ikke. Doven

Jeg elsker ham af hele mit hjerte, men lige på den punkt føler jeg mig alvorlig svigtet, at han ikke vil hjælpe mig i den kamp jeg gennemgår for øjeblikket, for jeg har været psykisk ned, så mange gange har jeg været så tæt på at få en depression, men jeg var deprimeret i en alvorlig grad. Og de to forskelle er at hvis man har en depression så er der kun nedturs dage, man har ikke en dag der føles bedre end de andre, at du sidder fast i et sort hul, hvor du ingen muligheder har for at komme op igen. Når man er deprimeret er det et begyndende station af en depression men du kan dog allegevel ha nogle gode dag, det føles stadig at du er i et kæmpe sort hul, men du kommer op nogle dag, op ti lyset og varmen.
Og nu hvor jeg går til terapi, har jeg kæmpet mig op af mit mørke hul, hver dag gennemgår jeg alt hvad jeg har været igennem, for jeg har en alvorlig tildens til at fortrænge ting, jeg kan ligge det hele i sort fra 12 års alderen og ned i total forglemmelse, og det har taget mig ufattelig mange timer i samtale om nuet, hvad der går mig på, og så stille og roligt, slippe mørket, og så kommer fortiden i små bider.  En fortid jeg ikke er stolt af.

Og så dog, for den har alligevel givet mig et livsmod, der gør at jeg kan side her og blogge nu, for ellers tror jeg altså jeg havde valgt at kradse af for lang tid siden. For livet har ikke altid givet den samme mening for mig, som den gør nu.

Jeg er meget stærkere nu, jeg går ikke rundt i en konstant smerte hele tiden, jeg bryder ikke sammen.

Men det at min far, ikke vil acceptere fortiden, gør jo at han ikke acceptere mig, for fortiden er sådan en stor del af mig nu, at jeg ikke bare kan ligge den væk og komme videre.

Kys, Camilla

Passer på?

Her i dag, mistede jeg endnu en. Fordi fordomme indhentede mig, pga min fortid som jeg ikke kan lave om på. Ja jeg var cutter, ja jeg havde en spise forstyrelse, ja jeg gav op, jeg var tæt på at forsvinde, jeg har været knækket psykisk, og jeg lider under det engang imellem, nogen dage skal soves væk, andre skal grines, og andre dage havde jeg brug for en ven, som den jeg mistede, en der kunne forstå mig, en der lovede at passe på mig, når jeg havde brug for det. En der gav mig styrke til at blive ved.
Men det er lige præcis derfro jeg blogger, I er der hver dag, læser hvad jeg skriver, på den måde kommer jeg ud med det, det er ikke en dagbog som jeg smider ind under dynen, en jeg kan smide ud, en jeg ikke behøver at forholde mig til.
For en bagbog er alligevel ligesom mine tanker, det er kun mig der ser dem. Men på bloggen her deller jeg med andre. Jeg kan godt lide at vide at folk fra min omgangskreds ikke kender til den, for så slipper jeg for fordommene og alligevel ved jeg at folk læser det, jeg håber på at de kan bruge det til noget, ligesom når jeg læser om andres historie, så få jeg en følelse af at jeg ikke er alene, man har bare svært ved at se det når man endelig står i et kæmpe stort sort hul.
Men folk er bange, for det de ikke kender til, en med spiseforstyrrelse vil ikke ha noget i mod mig, den som er cutter vil klappe mig på skulderen, den som har depression vil tage mig i hånden og gå den lange vej sammen med mig. Fordi vi forstå hinanden en lille smugle bedre end folk som lever det normale liv gør...
Jeg ved godt at jeg kan lyde rigtig negativ på bloggen, og det må i undskylde, men det er bare her jeg kommer af med alt hvad der sidder og genere mig, så jeg kan smile og ha overskud til at være en glad Camilla når jeg lukker for pcen, og ligger bloggen tilside...
Jeg er bare så bange for at dele, den her side med andre, så derfor er det her en stor overvindelse fra min side af, at 'hele min historie' er der i dag. For det er min baby, den der har gjord mig til den jeg er, på godt og ondt.
Men jeg har set folk tage afstand når de kender mig bedre end hvad andre gør. Fordi de er bange for det de ikke kender til.
Og det er det der gør mig bange.

Så jeg kan ikke andet end at holde tæt, og vente på at der er en der siger det magiske ord, ' jeg skal nok passe på dig' for der er faktisk ikke nogen der har sagt det til mig endnu..




- Jeg passer på dig.
Kys, Camilla

D 19!

Kender i det hvor man bare tælder ned for hver time der går, det er altid i ens baghoved. Og det siger ' efterskole! Efterskole! Efterskole!!!' jeg få faktisk stress af det, for jeg kan virkelig ikke vente, tiden går alt for langsom. Men i dag er der 3 måneder tilbage, om 3 måneder sidder jeg sammen med et hav af nye mennesker, 120 elever som vil blive mit liv for et år! jeg glæder mig så beskriveligt!

Kys Camilla

Måske kommer jeg videre i morgen.

Her på det sidste har jeg tænkt, jeg har tænkt alt for meget.
For ja, jeg begik verdens største fejl, jeg blev nemlig bange, det er det der med når man får en sms og man fuldstændig fejlfortolker den, og fordi jeg var bange, så tog jeg det som en afskeds bedsked. Uden at vide det, men jeg tror mere bedskeden var sendt som et,' jeg har brug for at du bliver'. For når jeg læser smserne igennem nu lyder det bare overhovedet ikke på samme måde som da jeg fik den. Af den eneste grund, jeg var bange. Bange for at miste en jeg holdte alt for meget af. Og så smed jeg det væk, fordi jeg var BANGE??? Undskyld jeg bliver nød til at le nu, for det er sku da ironi der vil noget, hvorfor smide noget væk, hvis man er bange for at miste det???

-men det gjorde jeg, og jeg fortrydder det såå inderligt, jeg kan stadig ligge om krumme tær om natten. Fordi jeg  var så fucking dum.

Og jeg ved godt, at det måske er lidt at overdrive nogle ting, når man siger at man holder for meget af ham, især  når jeg faktisk ikke har kendt ham særlig lang tid. Men det gør jeg altså, jeg ved godt at det lyder plat, men han gav mig noget jeg aldrig har følt før, jeg følte mig som et nyt mennesker, jeg har aldrig været så glad sammen med et andet menneske i virkelig lang tid, det føltes som om jeg kunne flyve, jeg ville kunne løbe 100 km  for at få det fix, som bare mindede om det jeg fik når jeg var sammen med ham... Var jeg forelsket? Måske, ja...

Han var ikke ligesom alle andre, plat igen Camilla, men så sandt som det stå skrevet, for der er ingen der har gjort sådan ved mig før. Han fascinerede mig helt vild, jeg havde det som om jeg havde kendt ham i hundrede år, han havde en humor er fik mig til at føle mig hjemme. Den var så lige til for mig. Jeg glemte alt om at være kostbar, for jeg var allerede væk i ham...
Og jeg troede så fuldt og fast påa det skulle være os, når man ikke kan andet end at fantasere langt ud i fremtiden om ham og mig. Fooor jaaa? -jeg var jo væk, han var mit fix...

Og nu hvor jeg har fucked det hele op. Så jeg snakker ikke mere med ham. Jeg vil så gerne kunne skrive, at jeg er over ham, uden at jeg vil komme til at lyve på min blog. For det må man jo ikke.

Jeg mangler så meget nu, det som om jeg stadig ikke har fattet det, som om jeg stadig skal se ham i næste weekend. Det er forfærdelig at ha det sådan her, for det betyder jo bare at man ikke kan ha nok i sig selv...
Og jeg har prøvet, prøvet at bede om en chance mere. Men... Jeg kan godt forstå det.. Jeg respektere det og acceptere det, der er bare en del inden i mig selv som bliver ved med at håbe på en chance mere.
Det er ligesom en indre kamp inden i, min hjerne siger at jeg er kommet over ham og at jeg ikke har brug for ham, og alt andet er dybt uenig. Nogen gange er det min hjerne der taler, og andre gange ikke, såsom nu...

Kære mennesker, hold fast i dem der elsker jer, og aldrig give slip på dem.... For du vil fortryde det...

Men måske kommer jeg videre i morgen, måske, måske ikke, men en ting vedd jeeg for hverdag bliver det bedre. For hver dag, kan jeg mærke mere og mere att jeg godt kan uden ham...
For jeg hsr nok i mig selv, så længe jeg har mine fantastiske venner.

Kys, Camilla

T.Y.S.K.L.A.N.D

Tyskland er et dejligt land!
-  Det eneste jeg kan sætte en finger på er deres mad, udover deres pølser uffff!!! Men ellers er tysk mad ikke lige mig igen.

Jeg er et menneske der bliver sat alvorligt på prøve, for undskyld, men jeg er ikke noget familie menneske. Jeg har det bedst ved at være sammen med folk, og når de så bliver for meget, så kan jeg gå ind på mit værelse og få RO! Og det ville være en skam at sige at jeg kan det her...

Ikke så meget surmuglerri nu. Der er et fantastisk badeland, og de gamle mennesker sagde at det bare var EN pool der var der. Det er en fornærmelse mod badelandet.

Vi vandre for det meste når man er afsted med min bedstemor og bedstefar, det er sååå også fint nok, vi var ude på noget der minder om møens klint, bare dobbelt så lang ned, dobbelt så mange trapper og dobbelt så hårdt. Og min kondi, den er uddødet for længst. Men hvis det ligger sig som en god røv, så er jeg godt tilfreds med dagens begivenheder.

Solen skinner her, og det er dejlig varmt. Jeg begynder bare snart at savne DK og at smse, og frit andgang til nettet, for det at side på en netcafe er ikke lige min smag :)

Men i overmorgen er jeg hjemme i min dejlige seng igen...

Kys, Camilla

Kære læsere

Hej læsere...
Jeg tager et smut til Tyskland her i "ferien", så jeg håber i ser igennem fingerne med hvis der ikke kommer nær så mange indlæg og stadig hænger på når jeg kommer hjem.
I må ha en god ferie !
Kys, jeres Camilla

Why love? I'm just single!

Jeg er single! Det er ikke ens betydning med at jeg er alene. Jeg ser nemlig andre der er single.

Jeg søger ikke kærligheden, for jeg har masser i forvejen.

Jeg søger ikke en kæreste der kan passe på mig, for jeg bliver alleredet passet på.

Jeg har ikke bryg for at blive holdt om, for jeg er stærk nok, jeg har nok i mig selv.

Jeg vil ikke spilde mit liv på sorger. Hvorfor skulle jeg dog det?

Jeg er jo stadig ung?

 

Så hvorfor stræbe efter kærligheden? Når jeg har det lige her, når jeg er sammen med mine venner?

Kærligheden skal ikke jages, kærlighed kommer til den der venter. Jeg har set det før. En dag, så vil den stå foran dig, smile til dig. Og pladask, så er du forelsket.
Men rigtig mange er forelskesket i tanke om at være forelsket.

Og kærlighed er lidt lige som sand du har i din hånd, den skal bagers ganske let og forsigtigt, for hvis du og holde om den, holde den fast hos dig, så vil den løbe ud gennem dine fingre. Kærlighed er så nemt at gøre til had, kærlighed er så nemt at dræbe. Men måske er man nød til at hade, for at give helt, helt slip på den person man har elsket. ¨

Så derfor er jeg single, måske er jeg ikke klar til at elske, eller at hade nogen endnu.
Jeg har nok i mig selv, så længe jeg har mine venner. Jeg er ung. Jeg er lykkelig, med mig selv. En dag er jeg klar til at gøre en anden lykkelig, en dag, som ikke bliver i dag. I dag vil jeg bare leve. Være mig.

Jeg har i sååå lang tid været opslugt i at få mig en kæreste. Der var der jeg lærte at sand og kærlighed er det samme.
Jeg har været for utålmodig til at huske på at kærligheden kommer til den der venter, jeg har forkludret sex og kærlighed ind i hinanden. Sex og kærlighed går hånd i hånd, som tvillinger, de er ikke en person (som jeg troede), mere bedste venner, eller tvillinger.
Men jeg har lært og blevet kogere på mine fejl.
Og derfor ved jeg også at jeg tager mig en pause, jeg kan ikke finde mig en kæreste endnu. Jeg har ikke set nok til at kunne det.
Jeg vil drikkes fuld, kunne få lov til at være en runde trunte for en aften.
Og bare ha det sjovt, singler er dem der har det sjovest. Jeg har det i hvert fald sjovest når jeg er single.

Søde smukke mennesker. Jeg er kun 15, jeg er lige begyndt på mit liv, jeg har ikke set nok, til at kunne udtale mig hvad kærligheden er, det eneste jeg har set af kærlighed, er en ny verden, som jeg overhovedet ikke har udforsket endnu, og den dag kommer, for den skal ikke udfordres alene. Det gør man sammen med en helt særlig person.

Jeg er bare 15, og single. Jeg ved ikke hvad jeg vil mit liv, så selvfølgelig ved jeg ikke hvad jeg skal med kærlighed, det ved jeg først den dag, den danser nøgen foran mig.

Selvom jeg siger at jeg ikke er klar til kærligheden, så er det jo ikke ens betydning at jeg ikke kan elske andre mennesker og få det igen, for jeg elsker mange mennesker utroligt højt, det jeg mener er jo at jeg ikke er klar til at binde mig, opleve den helt store forelskelse, blevet revet væk i en ny verden. Og den slags ting.

Så lad mig leve mit ukompliceret liv som single og sammen med masser af andre smukke singler der kan joine mig! så smil dog og nyd den tid nu har!

Kys, Camilla.

Dear Mr President.

Dear Mr President, come take a walk with me. Lets pretend, we're just two people and your not better than me. I like to ake you some questions and we can speak honestly.

What do you feel when you see all the homeless on the street? Who do you pray for at night befor you go to sleep? What do you feel when you look in the mirror? Are you proud?

- Jeg fandt den her sang for nogle dage siden, og den har fået mig til at tænke over nogle ting.

Og den har revet mig tilbage til d 22 december.
Kan dommeren stadig huske mig? Kunne hun sove den nat? Eller kan hun overhovedet huske mig? Var jeg bare en del af hendes job. Efter den dag har jeg fået en enorm respekt for det job. Den magt der følger med.  Tænker de på når de traffer deres valg, hvilke følger det måske vil ha for det enkelte liv?
Følte de dårlig samvittighed da de løj for mig, tænker over at de misbrugte deres magt på mig, at det var et overgreb de begik på en 13 årige pige, at de rev hendes liv fra hinanden?
I så mange år har hun fyld mig med had. Tænkte hun på at hun kunne smadre et liv på den beslutning hun tog?

Jeg tænker tit på om jeg er den eneste? For det ved jeg godt at jeg ikke er, der er så mange der ude. Vi stå bare ikke frem med vores historie, for der er så mange fordomme der kan følge os. Lige pludselig kan man være en medieluder, en der bare vil søge opmærksomhed. Og det er også en af mine grunde til at jeg ikke deler den her blog med mine omgivelser, for jeg er bange for hvad folk tænker. Dem som sidder og læser det her, dem kan jeg ikke forholde mig til. For i kan ikke såre mig på nogen måde.
Det er også en af grundene at jeg sprang fra, da jeg kunne vælge at gå i medierne med det her. Men jeg var bange for hvad folk tænkte om mig.

Kys, Camilla

Kære mor og far ?

Før i tiden, var mine forældre min støtte, min tryghed, dem der holde min verden sammen, de viste mig hvad der var rigtig og forkert. De elskede mig, jeg elskede dem igen. De var mine bedste venner.

Men dagen i dag, har jeg intet at snakke med de om, og måske har det noget med min alder at øre, at jeg "flyver fra reden". Men på en måde overrasker det mig at det er på den måde jeg har det, for jeg har aldrig troet at jeg kunne være så langt væk som jeg er fra dem nu.

 Især når man tænker på at jeg er og forbliver en tryghedsnarkoman.

 Men jeg er faktisk ikke tryg sammen med dem mere, jeg føler hele tide at jeg skal passe på, at jeg ikke skuffer dem, men lige så meget at jeg ikke få dem tæt på.

Jeg til bringer aldrig min tid sammen med dem mere.

før i tiden var far min helt, min store kærlighed.

Idag føler jeg ikke at jeg kan sætte mig ned og få en far og datter sank som jeg kunne engang. For vi er overhovedet det samme sted mere, han tabte mig i svinget, da han fandt sin kæreste. Jeg? Jeg er stadig i gang med at læge mine sår efter den retsagen og alt det lort derhar fulgt mig siden.

Bare det at han ved hvad han x kone har udsatte mig for, det at han ved det, men aldrig har taget sig sammen til at sætte sig ned og snakke med mig om det. Alt det vi har været igennem, er nu tys tys efter hans kæreste er kommet ind i hans liv, men når alt det tys tys er så meget en del af min hverdag, så er det jo klart at man begynder at tage afstand. Jeg snakker ikke rigtig med ham mere, jeg ser ikke mig selv, fars lille pige. Jeg ser ham faktisk som en del af mit liv, han spørg mig aldrig hvad jeg vil i mit liv, tager aldrig en sludder, nu handler det hele om kæresten, og fair nok, han er ny forelsket, hun er sød. Jeg føler mig bare som det tredje hjul. når jeg ikke er hjemme så tager de på alle mulige små ferier, så de kan være alene.
Jeg er bare så træt af at være hjemme, så træt af at være den der er på slæb.
Han er ligesom ikke en del af mit liv mere. Han er der ligsom bare.
Jeg er bare så utålmodig, jeg vil bare gerne på efterskole, så jeg kan få mig et liv uden at være afhængig af dem..
Og hvis man så tænker at mig og min fars forhold er slemt, det er det ikke, for vi skændes aldrig, måske har det så også noget at gøre med at vi ikke er nok sammen til at kunne skændes, men det jeg godt kan lide ved min far hvis det skal være noget, er at han giver mig plads til at udfolde mig som menneske, giver mig så meget frihed, til at gøre hvad jeg vil.

Min mor? Ja hende har jeg et meget stramt forhold til. Hun er min modsætning. På alle måder. Og den eneste grund jeg faktisk ser hende i dag er for min fars skyld. For hun gener mig på alle tænkelig måder, jeg er ikke i tvivl om at hun elsker mig, hun elsker mig bare på sådan en insisterende måde, en kvældene måde, sådan at alt et hun gør bare bliver for meget, hun anstrenger sig for meget. Hun vil gøre alt for mig. Hun irritere mig bare. Jeg føler bare hun træker mig ned, jeg har fucked min skole op det her år og jeg ved godt at det giver konsekvenser, men hallo? Hvis jeg alligevel ligger på gennemsnittet i alle fag, så behøver kvinden ikke at skulle prøve at få ekstra undervisning til mig, og snakke om at jeg kan få ekstra hjælpe midler til min eksamen, for det først behandler hun mig som en på 7, og jeg er 15! OG for det andet er der et år til jeg skal til eksamen. Hun trækker mig ned, jeg føler mig dummer end hvad jeg i virkeligheden er!
Jeg skændes så meget med hende, jeg skal hele tiden møde for de 2 år jeg ikke har snakket med hende, høre hvor svært det var for hende. Der var på et tispunkt hvor vi skændes hvor hun kiggede nedladet på mig og så bare sagde " ja jeg ved godt du prøver på at være voksen". Hun kunne lige så godt have grinet mig ind i ansigtet, er i klar over hvor tæt på jeg var på at stikke hende en. Som sagt hun trækker mig ned.
Jeg ser hende ikke som min mor, nærmere som en kvinde jeg skal kalde for min mor, men der ligger intet respekt bag det, intet kærlighed. Engang hade jeg hende, i dag er jeg oprigtig bare lige glad med hende.

Jeg ved ikke hvad der har gjort at jeg har det sådan her med mine forældre, jeg ved ikke om der er noget "galt" med mig. Men det går mig på at skulle gå hjemme sammen med dem. Jeg tror bare at et vil være guld værd at komme på efterskole efter sommeren...

Kære mot og far? Er i der endnu når det virkelig gælder ?

Kys Camilla

Et farvel?

Vi er alle bange for at miste, og derfor kan man ha tilbøjeligheden til tage afstanden til de mennesker man helst ikke vil miste.
For så gør det måske ikke så ondt, som det ville gøre hvis vi havde dem hos os og en dag skulle sige farvel om et 2-3 måneder eller om et halvt år, for så havde man bare nået at knytte sig endnu mere.
Og jeg mistede, og jeg føler mig overhovedet ikke klar til at give slip, jeg har ikke givet nok af mig selv endnu. Men man må også respektere at der sidder et andet menneske, som måske ikke kan mere, man er altid to om det. Og hvis det er det rigtige for vedkommende, så må jeg lære at accepter det, og komme videre, sammen med nogle minder der stadig kan gøre mig glad.

Og så prøve at huske på alle de gode ting ved at være single.

Måske havde personen ret, måske, måske ikke. For jeg er ikke klar til at give slip, jeg var overhovedet ikke parat til at miste, men på den anden side? Så ville det være meget nemmer for mig nu, at tage på efterskole, og nyde det, hvis man viste at man ikke havde en der hjemme man savnede noget så gud jammerlig.

Sket er sket, jeg havde nogle vidunderlige uger, jeg var lykkelig.
Nu må jeg bare selv lære at give slip, og komme videre...

Kys, Camilla

Mandag?? WTF!¡

Mandag? Det er en af de dage jeg virkelig bare gerne vil sove væk, det hele starter forfra på en mandag, 5 dage i skole, 2 dage fri, flere lektier.. Sådan køre det om og om igen.
Så inde i mit hoved synes jeg mandag skulle være en 'bliv i sengen' dag.
Så ville der jo være flere der ville elske den, næsten lige så højt som jeg elsker lørdag!
Men på en mandag ender jeg altid det samme sted i biologi, at jeg bruger min taske som pude, og så ligger jeg bare og lytter. Og måske en lille morfar hvis der er film ligesom her i dag.
Jeg kan virkelig ikke tænke klart på en mandag.
Så nu er det hermed besluttet, mandag er en sovedag!

Kys Camilla

Mine små børn!

Hvis der er noget jeg elsker, så er det mine sko!
Der er ikke rigtig nogen der har nogen magen til, de går godt i spænd med min elskede jakke!
De passer stort set til alt hvad jeg tager på.
Uha ja jeg elsker dem!

Når natten falder på.

Godnat DK, godnat smukke verden.
Dagen i dag har været lang, og hård, men jeg ved at det kun kan gå op ad her fra.

 Livet er nemlig lige så perfekt, som du gør det til. OG jeg vil ikke lade det hele gå i stykker pga. en "kæreste sorg" eller to. For jeg ved at der kommer flere end dem jeg har haft.
Men nogen gange, kan man føle sig røvrandt andre gang kan man føle sig forrådt, men det er vel bare nemmere at lave de sårede følelser om til vrede, det er vel nemmer at håndtere.
En anden måde som faktisk også er pisse nemt at håndtere ting på er at, bare være ligeglad. Pyt skidt. Inders inde er man jo ikke lige glad, men det er en nem måde at komme videre. Pyt skidt. Fuck det. Hvad man fortrækker.

Når man ikke tager så tungt på det, hvis man stadig kan smile, stadig kan grine, så kan man også komme videre!
Det er min måde at komme videre på når man er blevet såret....

Så i morgen, er det slut med alt det her mentale sludder om en drøm der ikke blev til noget.
Vi tager det som en påmindelse om at vi er vores egen lykkes smed.

Kys Camilla

like a skyscraper

Sangen her høre jeg tit sammen med min kontakt person.

Lige meget hvor langt ned jeg kommer til at gå, lige meget hvor meget jeg mister. Så vil jeg rejse mig fra støvet, for når man rammer bunden, er der kun en vej, og det er op!

Heldigvis har jeg taget turen de gange, nok til at viden hvordan man ikke kommer helt der ned. OG min vej er musik, musik der gør mig glad, musik kan sætte ord på det som jeg ikke selv kan få sagt! OG så blogger jeg, en fantastisk måde at få tingene sagt på...

Jeg vi rejse mig igen like a skyscraper!
I will stay stronger

Kys

Nitten blev trukket!

Jeg trak nitten i kærligheden denne gang.
Det gør ondt at indse, for persone betød virkelig meget for mig.

Jeg vil så gerne kunne sige at det ikke betød noget og at han var ligesom alle andre.. Men det ville jo være at lyve.
Det eneste jeg har tilbage er et dejligt rygte og nogle par fordomme, som jeg blev præsenteret for her i går.

Det er ikke hans skyld, den er fuldt ud til mig..
Men du ved, det er bare sådan nogle ting man bare gerne ville havde gået en stor bue uden om hvis man viste hvad koncekvensen af ens handling var.
Men jeg kunne ikke lade vær, når man bare er lidt mere end bare vild med personen, så bliver man nød til at prøve. Især når man inderligt tror på at man måske kunne blive lidt mere, end bare en man har noget kørende med...

Men sådan er det jo. Højt at flyve langt at falde, problemet er bare når man tror man flyver sikker, men i sidste ende opdager, at man tager grueligt fejl.
Jeg er bare ked af det, ikke andet...
Jeg er bare taknemlig over at jeg havde en dejlig veninde, som trøstede mig da jeg havde brug for det.

Vi lære af vores fejl, giv aldrig mere af dig selv, end hvad du kan tåle og miste... For du kan ha trukket nitten i kærlighed..

Kys.