onsdag den 25. april 2012

Der var engang.

Der var engang hvor drengene ikke så mig, og hvis de så endelig så mig, var jeg bare en ven. Men jeg ved ikke her på det sidste, er der bare så mange, som ser mig. Og på en måde går det nogen gange hen og skrammer mig lidt. For ja, man bliver jo smigret, man synes jo at det er sødt, de er jo pisse søde. Men det der skrammer mig lidt, for jeg har aldrig prøvet det før. Jeg bliver sorger af den ene, fordi han bare vil en ting. Hvem siger ikke at det bliver det samme igen. Og igen. Måske. Men jeg håber det ikke, håber lidt på at der kan komme en og bevise over for mig at jeg bare har taget fuldstændig fejl med hvad angår kærlighed..
Nå nå det må tiden vise.
Ih, og så føler jeg mig som en dobbelmoralsk taber, med mig og min, jeg er single og jeg elsker det, og jeg vil for intet i verden bytte det med nogen, fuck kærlighed, fuck alt hvad der har med kærlighed at gøre for man har kun sig selv!
For det jo løgn?
Jeg ved det ikke, jeg ved bare jeg er forvirret, for jeg har på en måde ikke lyst til at kaste mig ud i det, for jeg bliver jo bare sorger? Og så vil jeg også bare ha en jeg ville kunne blive holdt om. Som kan få mig til at føle mig som en prinsesse.
Der var engang, hvor jeg ikke skulle tage stilling, engang hvor jeg var single forevigt.

Kys, en forvirret mig

Ingen kommentarer:

Send en kommentar