Mit mad forbi.

Det skal lige hurtig siges at jeg ikke har nogen diagnose, da jeg hverken passer ind med symptomerne med anoreksi eller bulimi. Jeg tænker ikke på at tabe mig, tænker ikke på motion og kost.

Da jeg havde valgt ikke at være cutter, gik jeg ubevist hen og fik mit "mad forbi" som jeg nu engang kalder det. 

I starten, der gjorde jeg det som min anden måde på at aflede mine tanker for min dårlig psyke og afreagere for mine smerter jeg havde.
 Den gnavende fornemmelse i maven, den ustandselige kalden på mad, det fik mig til at føle mig stærkere, at jeg kunne stå i mod sulten. Jeg lade faktisk ikke så meget mærke til at de 7 kg forsvandt fra min krop på som dug fra solen. Når folk sagde "gud hvor er du tynd!" så kunne jeg ikke lade vær med at blive smigret og sige tak, for i mine øre lød det "gud, hvor er du pæn". Så dum som jeg nu engang var.

Det jeg levede på var at jeg først spiste efter skole, et par bider af et æble, endte altid med kun at spise halvdelen af det. Og så spiste jeg det der kan være i omkredsene af en kaffekop, og det gjorde jeg kun fordi jeg skulle. Efter et stykke tid, holdt det op med at gøre ondt, at sulte sig selv. Min mave brølede stadig på mad. Men jeg var ikke sulten mere.
Jeg følte mig stærk, stærk fordi jeg kunne holde mig væk fra maden, det at smide det halvt spiste æble væk, var som for mig at sige "Jeg er stærk nok!" Men der følte jeg mig stærk! Jeg overså, at min krop skreg på næring, at jeg var skin og ben. Jeg ville ikke se, de fordømmene blikke jeg fik.

Efter der var en der fik mig til at åbne øjnene op og så mig som jeg i virkeligheden var i spejlet. Begyndte jeg at se at jeg vist nok havde lidt af et problem. Så jeg begyndte så at prøve at spise.

Det var der jeg fandt ud af at jeg har et problem med mad. Jeg kunne ikke spise det, det vokser inde i min mund, og jeg fik kvalme bare ved synet. Det har taget mig to år, at komme over  det problemer. Jeg har tit tabt i kampen for at tage på, da jeg så mig selv som "smuk", når jeg var tynd.

 Og dagen i dag, vejer jeg det samme, som før jeg fik mit mad forbi. Min kropslige udikling har været gået i stå, som man så godt kan være lidt ked af, når man finder ud af at ens lillesøster snart bruger den sammen bh størrelse som mig (dumme unge). Anyway.

Jeg skal tit tage mig samme, da min appeltit har det med at forsvinde i perioder når tingene bliver for meget, og så glemmer jeg at spise.
Og jeg har da nogen gange lyst til at fucke det hele op, og gøre det, for det giver en bekræftigelse i at man kan, at man er stærk. Men så kigger jeg på mig selv og siger "Hey Camilla, du er sku god nok"

-At være tyndt er ikke lykken, det bringer lige så meget dårlig selvværd og selvtillid med sig, som er man overvægtig. Vi prøver ustandselig at blive tynder, for at være gode nok. For at vise for sig selv og for andre at vi er stærke.

Camilla