Her i lørdags mødte jeg en af verdens dejligste fyre jeg har mødt.
Jeg er nok ikke meget for at indrømme det, men jeg er nok lidt mere end baare glad for ham. Det var sådan en som ham jeg godt kunne finde på at vågne op sammen med, en jeg godt kunne tænke mig at kalde min.
Men kender i det, når man knap nok tør håbe på at det ret faktisk kunne blive til noget? Jeg er bange for at satse for meget? Bange for at miste. Kender i ikke det? Jeg hader følelsen af den usikkerhed der lige pudselig har indtaget min krop.
Men bare det at ligge der, med hoved på hans mave, og bare snakke. Om små ubetydelig ting og det lidt mere seriøse... De kys. Det der smil? ej jeg kan jo blive ved!?
Jeg har svært ved at forklare hvad der egentlig sker oppe i mit hoved. Jeg har svært nok selv at finde rundt i det. Det ligesom et andet menneske har taget over og jeg bare kan krumme tær imens. De der ord man bare slynger om sig som at man elsker folk, at kalde dem skat. Har ligepludselig fået en hel anden betydning i mit hoved.
Normalt plejer jeg at være rimelig selv sikker hvad det angår dreng (nu lyder det som om jeg har lagt hele byen ned, men har nu kun haft en kæreste, og 2-3 som jeg har haft noget med), men ham her, han tager virkelig alt selvsikker fra mig og efterlader mig total rund på gulvet.
Jeg savner ham, selvom jeg kun har været sammen med ham i hvad? 2 timer? og så har jeg også kun lige mødt ham en gang. Men jeg savner ham.... og det lyder komplet skørt... Men han er en ener!
Hey I just met you and this is crazy....
Kys, Camilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar