En ny start?

Jeg venter, og venter, på at tiden vil gå. At den vil løbe ud, som vand i mine hænder, hurtigt og uden gnidninger, ingen propper der kan stoppe vandet med at løbe ud gennem mine fingre. I stedet for det, synes jeg bare at tiden forbliver en sten... Tung og umuligt at slå ihjel. Så hvad skal man så gøre? Bare se på stenen og tænke, kun 3 måneder endnu, og sjovt nok (bare for at forblive i billedsproget), synes jeg stenen bliver større og støre for hvor gang jeg tænker det.

De tre måneder, er alt for meget, når jeg ved hvad der venter mig for enden. Et år, En ny chance, Et nyt image, En ny start, som jeg kan bruge som det lyster, og jeg vil bruge det for at viske tavlen ren, smide den forbande facade jeg har muret op væk. Som Berlin muren, Øst og vest, familie og venner splitte op af en uhjælpelig kold mur, men efterskole vil jeg gøre til murens fald, for jeg er klar til at lade gardinet falde, samle 2 personer i 1 og være mig, Camilla, med en historie, Camilla med en fortid, Camilla, som har gode og dårlige dag, dage hvor fortidens spøgelser skrammer og dage hvor jeg er stærk...

Hvor jeg kan slippe for mine forældre, væk for den hverdag hvor de gemmer min fortid væk, gemmer mig væk. Som et kapitel i en bog, man springer over, glemmer at nævne det, selvom det har så stor en betydning for resten af historien, så bliver den ikke nævnt.

Som sagt jeg venter bare på at komme af sted, væk, ud og prøve noget nyt, ud for at opfylde mine drømme at stå på egne ben..


Kys, Camilla