Her på det sidste har jeg tænkt, jeg har tænkt alt for meget.
For ja, jeg begik verdens største fejl, jeg blev nemlig bange, det er det der med når man får en sms og man fuldstændig fejlfortolker den, og fordi jeg var bange, så tog jeg det som en afskeds bedsked. Uden at vide det, men jeg tror mere bedskeden var sendt som et,' jeg har brug for at du bliver'. For når jeg læser smserne igennem nu lyder det bare overhovedet ikke på samme måde som da jeg fik den. Af den eneste grund, jeg var bange. Bange for at miste en jeg holdte alt for meget af. Og så smed jeg det væk, fordi jeg var BANGE??? Undskyld jeg bliver nød til at le nu, for det er sku da ironi der vil noget, hvorfor smide noget væk, hvis man er bange for at miste det???
-men det gjorde jeg, og jeg fortrydder det såå inderligt, jeg kan stadig ligge om krumme tær om natten. Fordi jeg var så fucking dum.
Og jeg ved godt, at det måske er lidt at overdrive nogle ting, når man siger at man holder for meget af ham, især når jeg faktisk ikke har kendt ham særlig lang tid. Men det gør jeg altså, jeg ved godt at det lyder plat, men han gav mig noget jeg aldrig har følt før, jeg følte mig som et nyt mennesker, jeg har aldrig været så glad sammen med et andet menneske i virkelig lang tid, det føltes som om jeg kunne flyve, jeg ville kunne løbe 100 km for at få det fix, som bare mindede om det jeg fik når jeg var sammen med ham... Var jeg forelsket? Måske, ja...
Han var ikke ligesom alle andre, plat igen Camilla, men så sandt som det stå skrevet, for der er ingen der har gjort sådan ved mig før. Han fascinerede mig helt vild, jeg havde det som om jeg havde kendt ham i hundrede år, han havde en humor er fik mig til at føle mig hjemme. Den var så lige til for mig. Jeg glemte alt om at være kostbar, for jeg var allerede væk i ham...
Og jeg troede så fuldt og fast påa det skulle være os, når man ikke kan andet end at fantasere langt ud i fremtiden om ham og mig. Fooor jaaa? -jeg var jo væk, han var mit fix...
Og nu hvor jeg har fucked det hele op. Så jeg snakker ikke mere med ham. Jeg vil så gerne kunne skrive, at jeg er over ham, uden at jeg vil komme til at lyve på min blog. For det må man jo ikke.
Jeg mangler så meget nu, det som om jeg stadig ikke har fattet det, som om jeg stadig skal se ham i næste weekend. Det er forfærdelig at ha det sådan her, for det betyder jo bare at man ikke kan ha nok i sig selv...
Og jeg har prøvet, prøvet at bede om en chance mere. Men... Jeg kan godt forstå det.. Jeg respektere det og acceptere det, der er bare en del inden i mig selv som bliver ved med at håbe på en chance mere.
Det er ligesom en indre kamp inden i, min hjerne siger at jeg er kommet over ham og at jeg ikke har brug for ham, og alt andet er dybt uenig. Nogen gange er det min hjerne der taler, og andre gange ikke, såsom nu...
Kære mennesker, hold fast i dem der elsker jer, og aldrig give slip på dem.... For du vil fortryde det...
Men måske kommer jeg videre i morgen, måske, måske ikke, men en ting vedd jeeg for hverdag bliver det bedre. For hver dag, kan jeg mærke mere og mere att jeg godt kan uden ham...
For jeg hsr nok i mig selv, så længe jeg har mine fantastiske venner.
Kys, Camilla
For ja, jeg begik verdens største fejl, jeg blev nemlig bange, det er det der med når man får en sms og man fuldstændig fejlfortolker den, og fordi jeg var bange, så tog jeg det som en afskeds bedsked. Uden at vide det, men jeg tror mere bedskeden var sendt som et,' jeg har brug for at du bliver'. For når jeg læser smserne igennem nu lyder det bare overhovedet ikke på samme måde som da jeg fik den. Af den eneste grund, jeg var bange. Bange for at miste en jeg holdte alt for meget af. Og så smed jeg det væk, fordi jeg var BANGE??? Undskyld jeg bliver nød til at le nu, for det er sku da ironi der vil noget, hvorfor smide noget væk, hvis man er bange for at miste det???
-men det gjorde jeg, og jeg fortrydder det såå inderligt, jeg kan stadig ligge om krumme tær om natten. Fordi jeg var så fucking dum.
Og jeg ved godt, at det måske er lidt at overdrive nogle ting, når man siger at man holder for meget af ham, især når jeg faktisk ikke har kendt ham særlig lang tid. Men det gør jeg altså, jeg ved godt at det lyder plat, men han gav mig noget jeg aldrig har følt før, jeg følte mig som et nyt mennesker, jeg har aldrig været så glad sammen med et andet menneske i virkelig lang tid, det føltes som om jeg kunne flyve, jeg ville kunne løbe 100 km for at få det fix, som bare mindede om det jeg fik når jeg var sammen med ham... Var jeg forelsket? Måske, ja...
Han var ikke ligesom alle andre, plat igen Camilla, men så sandt som det stå skrevet, for der er ingen der har gjort sådan ved mig før. Han fascinerede mig helt vild, jeg havde det som om jeg havde kendt ham i hundrede år, han havde en humor er fik mig til at føle mig hjemme. Den var så lige til for mig. Jeg glemte alt om at være kostbar, for jeg var allerede væk i ham...
Og jeg troede så fuldt og fast påa det skulle være os, når man ikke kan andet end at fantasere langt ud i fremtiden om ham og mig. Fooor jaaa? -jeg var jo væk, han var mit fix...
Og nu hvor jeg har fucked det hele op. Så jeg snakker ikke mere med ham. Jeg vil så gerne kunne skrive, at jeg er over ham, uden at jeg vil komme til at lyve på min blog. For det må man jo ikke.
Jeg mangler så meget nu, det som om jeg stadig ikke har fattet det, som om jeg stadig skal se ham i næste weekend. Det er forfærdelig at ha det sådan her, for det betyder jo bare at man ikke kan ha nok i sig selv...
Og jeg har prøvet, prøvet at bede om en chance mere. Men... Jeg kan godt forstå det.. Jeg respektere det og acceptere det, der er bare en del inden i mig selv som bliver ved med at håbe på en chance mere.
Det er ligesom en indre kamp inden i, min hjerne siger at jeg er kommet over ham og at jeg ikke har brug for ham, og alt andet er dybt uenig. Nogen gange er det min hjerne der taler, og andre gange ikke, såsom nu...
Kære mennesker, hold fast i dem der elsker jer, og aldrig give slip på dem.... For du vil fortryde det...
Men måske kommer jeg videre i morgen, måske, måske ikke, men en ting vedd jeeg for hverdag bliver det bedre. For hver dag, kan jeg mærke mere og mere att jeg godt kan uden ham...
For jeg hsr nok i mig selv, så længe jeg har mine fantastiske venner.
Kys, Camilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar