Passer på?

Her i dag, mistede jeg endnu en. Fordi fordomme indhentede mig, pga min fortid som jeg ikke kan lave om på. Ja jeg var cutter, ja jeg havde en spise forstyrelse, ja jeg gav op, jeg var tæt på at forsvinde, jeg har været knækket psykisk, og jeg lider under det engang imellem, nogen dage skal soves væk, andre skal grines, og andre dage havde jeg brug for en ven, som den jeg mistede, en der kunne forstå mig, en der lovede at passe på mig, når jeg havde brug for det. En der gav mig styrke til at blive ved.
Men det er lige præcis derfro jeg blogger, I er der hver dag, læser hvad jeg skriver, på den måde kommer jeg ud med det, det er ikke en dagbog som jeg smider ind under dynen, en jeg kan smide ud, en jeg ikke behøver at forholde mig til.
For en bagbog er alligevel ligesom mine tanker, det er kun mig der ser dem. Men på bloggen her deller jeg med andre. Jeg kan godt lide at vide at folk fra min omgangskreds ikke kender til den, for så slipper jeg for fordommene og alligevel ved jeg at folk læser det, jeg håber på at de kan bruge det til noget, ligesom når jeg læser om andres historie, så få jeg en følelse af at jeg ikke er alene, man har bare svært ved at se det når man endelig står i et kæmpe stort sort hul.
Men folk er bange, for det de ikke kender til, en med spiseforstyrrelse vil ikke ha noget i mod mig, den som er cutter vil klappe mig på skulderen, den som har depression vil tage mig i hånden og gå den lange vej sammen med mig. Fordi vi forstå hinanden en lille smugle bedre end folk som lever det normale liv gør...
Jeg ved godt at jeg kan lyde rigtig negativ på bloggen, og det må i undskylde, men det er bare her jeg kommer af med alt hvad der sidder og genere mig, så jeg kan smile og ha overskud til at være en glad Camilla når jeg lukker for pcen, og ligger bloggen tilside...
Jeg er bare så bange for at dele, den her side med andre, så derfor er det her en stor overvindelse fra min side af, at 'hele min historie' er der i dag. For det er min baby, den der har gjord mig til den jeg er, på godt og ondt.
Men jeg har set folk tage afstand når de kender mig bedre end hvad andre gør. Fordi de er bange for det de ikke kender til.
Og det er det der gør mig bange.

Så jeg kan ikke andet end at holde tæt, og vente på at der er en der siger det magiske ord, ' jeg skal nok passe på dig' for der er faktisk ikke nogen der har sagt det til mig endnu..




- Jeg passer på dig.
Kys, Camilla