Jeg sagde faktisk noget der kom bag på mig her i dag, især fordi det gik op for mig det jeg sagde var sandt?
"jeg behøver ikke min mor, hun er som alle de andre mødre, men jeg kan bare ikke tage hende til mig igen. Jeg er ligeglad om hun interessere sig for mig, jeg er ligeglad med hvad hun mener, jeg er ligeglad med om at hun elsker mig. Jeg ønsker det ikke engang, for jeg er ligeglad. Jeg behøver hende ikke, jeg ser hende ikke som min mor, min trygge basse mere. De år hun har været væk, har jeg ikke savnet hende, jeg havde det fint med mig selv. Hun fylder mig mere med irriterende tanker og minder, end glæde og kærlighed. Jeg ved ikke om det er normalt, eller vent? Jeg ved det godt det er ikke normalt..."
Ved i hvad, min terpaut gav mig ret, det var ikke normalt.
" Men jeg kan bare ikke. Ikke fordi jeg vil, og så alligevel, hvis jeg vil så kan jeg ha en god mor. Men jeg vil ikke, jeg kan ikke, og tro mig jeg har virkelig ikke noget imod det, at det ikke er hende. For når jeg ser piger på min alder sammen med deres mor, kan jeg ikke lade vær med at få en fornemmelse af lettelse, som om noget inden i mig siger 'godt det ikke er mig' og det er sand.
Jeg har mistet hende, og det gjorde jeg allerede da jeg var 8 eller der omkring hvor jeg fik Angst. Siden da er det gået ned af bakke, efter hun fik kræft osv..."
Men der kom mere som jeg ikke havde regnet med, at jeg nogen sinde havde forstillet mig jeg kunne sige, især fordi tanken aldrig har strejfet mig.
Det var da hun spurgte hvordan jeg så havde det med min far?
" Faktisk er dét det samme. Jeg er bare ikke så meget for at indrømme det.... Men han er bare en mand, jeg kalder for far, fordi jeg ved at han bliver glad for det. Han ser mig ikke mere. For jeg har mistet dem begge to.
Jeg har bare stadig en loyalitet over for ham.
Jeg er bare blevet svigtet så mange gange af dem hver, at det bare er nemmere at ha nok i sig selv, eller ikke at ha nok i sig selv, det er en forkert måde at sige det på, men jeg har bare ikke brug for dem mere (jeg ved godt jeg kan lyde lidt som en type der har helt vildt ondt i røven, men det genere mig ikke, der i mod, jeg er på en måde glad for det)
det er neme sådan her. Jeg er tryggere sådan her, i mig selv har jeg min trygge-basse."
terpaut - hvorfor?
"jeg ved det ikke, men jeg tror det er fordi min far ikke har været en far over mig igennem mange år, han arbejde altid, og jeg så ham kun hver anden weekend, og ellers 2 gange om ugen hvor han kom hjem kl 18. Da jeg virkelig havde brug for ham var han der ikke til at beskytte mig, han har altid over set når jeg har det svært, han kan kun se mit smil. Og før det boede jeg hos min mor. Så det er begrænset hvor meget far han har fået lov til at vise over for mig, jeg tror bare jeg har vundet mig til at passe på mig selv.. Jeg har det fint med det "
terpaut -Hvad gør det ved dig at du har det sådan her?
" Jeg tror nok jeg burde være bekymret... burde jeg ikke? Men nej. Jeg er mere glad, jeg snakker aldrig med dem, jeg kan ikke nå dem, eller også er det dem der ikke kan nå mig. For jeg kan ikke overskue at lukke dem ind. Ikke engang til, i så lang tid havde jeg troret at det var min fejl, at jeg måske 'fejlede' noget, men jeg ved godt nu at det ikke har noget med det at gøre, det er bare begrænset hvor mange svigt man kan tåle fra de nærmeste, jeg vil ikke gøre det engang til. Jeg vil ikke lukke dem ind hvor jeg er tryk, når jeg kan se hvor barnligt de tager alting, hvordan ved jeg så at de vil kunne passe på mit ve og vel, når de så nemt slår over i, jamen du gav ikke lig lov sidste gang, nu skal du straffes, KLASK TAG DEN!! De takler deres skilsmisse virkelig u modent. Det er så lamt at høre på og se på for den sags skyld. Seriøst, jeg kan ikke rumme det. Jeg få kvalme af det.
Jeg har det godt sådan her, jeg har ikke brug for dem. Jeg har prøvet at fortælle dem når jeg har det svært, men de lytter alligevel ikke, og ellers reagere de bare ikke på det. Så hvorfor prøve? Hvorfor prøve at være deres datter, når jeg inders inde ved at de vil svigte og overse alt det jeg vil fortælle dem. OG plus, jeg har ikke lyst til at være deres datter. Nej, jeg føler mig ikke forældreløs, jeg ved hvem mine forældre er, det er ikke min skyld at de ikke kan leve op til det jeg havde brug for, nu ved jeg bare som sagt hvor min trykke basse er.
Jeg vil godt lukke folk ind til mig, men bare ikke dem, de to mennesker kan ikke være sammen det samme sted, der er ikke plads til nogen af dem. Jeg ville havde sagt i mit hjerte, men de er der jo, bare ikke som min mor og far.. Bare som to tosser som jeg ikke kan finde en ordenlig plads til...
Det vil ikke undre mig når jeg bliver voksen, at jeg kommer til, ja kommer til, at ligge dem bag mig, for jeg har ikke brug for dem, de har forvold mig for meget besvær, uden de selv kan se det og at andre kan se det. Jeg vil ikke gøre det af svigt, jeg vil ikke gøre det af vrede, jeg vil gøre det fordi det falder mig naturligt. Man vil altid søge hjem hvor man er tryg når alting går op i flammer. Jeg er tryg så længe jeg har mig selv, så hvorfor gå tilbage til dem?.... "
Det fløj bare ud af mig, og det overraskede mig virkelig. Jeg viste godt det med min mor, men det var som om mit hjerte åbnede sig op, og fortalte mig en hel masse som jeg ikke engang selv havde lagt mærke til.
Jeg opfordre virkelig alle til at gå terapi, for vi har alle godt af at åben sig op og blive mere selv bevidste...
Det har været en lang dag... Virkelig lang.
"jeg behøver ikke min mor, hun er som alle de andre mødre, men jeg kan bare ikke tage hende til mig igen. Jeg er ligeglad om hun interessere sig for mig, jeg er ligeglad med hvad hun mener, jeg er ligeglad med om at hun elsker mig. Jeg ønsker det ikke engang, for jeg er ligeglad. Jeg behøver hende ikke, jeg ser hende ikke som min mor, min trygge basse mere. De år hun har været væk, har jeg ikke savnet hende, jeg havde det fint med mig selv. Hun fylder mig mere med irriterende tanker og minder, end glæde og kærlighed. Jeg ved ikke om det er normalt, eller vent? Jeg ved det godt det er ikke normalt..."
Ved i hvad, min terpaut gav mig ret, det var ikke normalt.
" Men jeg kan bare ikke. Ikke fordi jeg vil, og så alligevel, hvis jeg vil så kan jeg ha en god mor. Men jeg vil ikke, jeg kan ikke, og tro mig jeg har virkelig ikke noget imod det, at det ikke er hende. For når jeg ser piger på min alder sammen med deres mor, kan jeg ikke lade vær med at få en fornemmelse af lettelse, som om noget inden i mig siger 'godt det ikke er mig' og det er sand.
Jeg har mistet hende, og det gjorde jeg allerede da jeg var 8 eller der omkring hvor jeg fik Angst. Siden da er det gået ned af bakke, efter hun fik kræft osv..."
Men der kom mere som jeg ikke havde regnet med, at jeg nogen sinde havde forstillet mig jeg kunne sige, især fordi tanken aldrig har strejfet mig.
Det var da hun spurgte hvordan jeg så havde det med min far?
" Faktisk er dét det samme. Jeg er bare ikke så meget for at indrømme det.... Men han er bare en mand, jeg kalder for far, fordi jeg ved at han bliver glad for det. Han ser mig ikke mere. For jeg har mistet dem begge to.
Jeg har bare stadig en loyalitet over for ham.
Jeg er bare blevet svigtet så mange gange af dem hver, at det bare er nemmere at ha nok i sig selv, eller ikke at ha nok i sig selv, det er en forkert måde at sige det på, men jeg har bare ikke brug for dem mere (jeg ved godt jeg kan lyde lidt som en type der har helt vildt ondt i røven, men det genere mig ikke, der i mod, jeg er på en måde glad for det)
det er neme sådan her. Jeg er tryggere sådan her, i mig selv har jeg min trygge-basse."
terpaut - hvorfor?
"jeg ved det ikke, men jeg tror det er fordi min far ikke har været en far over mig igennem mange år, han arbejde altid, og jeg så ham kun hver anden weekend, og ellers 2 gange om ugen hvor han kom hjem kl 18. Da jeg virkelig havde brug for ham var han der ikke til at beskytte mig, han har altid over set når jeg har det svært, han kan kun se mit smil. Og før det boede jeg hos min mor. Så det er begrænset hvor meget far han har fået lov til at vise over for mig, jeg tror bare jeg har vundet mig til at passe på mig selv.. Jeg har det fint med det "
terpaut -Hvad gør det ved dig at du har det sådan her?
" Jeg tror nok jeg burde være bekymret... burde jeg ikke? Men nej. Jeg er mere glad, jeg snakker aldrig med dem, jeg kan ikke nå dem, eller også er det dem der ikke kan nå mig. For jeg kan ikke overskue at lukke dem ind. Ikke engang til, i så lang tid havde jeg troret at det var min fejl, at jeg måske 'fejlede' noget, men jeg ved godt nu at det ikke har noget med det at gøre, det er bare begrænset hvor mange svigt man kan tåle fra de nærmeste, jeg vil ikke gøre det engang til. Jeg vil ikke lukke dem ind hvor jeg er tryk, når jeg kan se hvor barnligt de tager alting, hvordan ved jeg så at de vil kunne passe på mit ve og vel, når de så nemt slår over i, jamen du gav ikke lig lov sidste gang, nu skal du straffes, KLASK TAG DEN!! De takler deres skilsmisse virkelig u modent. Det er så lamt at høre på og se på for den sags skyld. Seriøst, jeg kan ikke rumme det. Jeg få kvalme af det.
Jeg har det godt sådan her, jeg har ikke brug for dem. Jeg har prøvet at fortælle dem når jeg har det svært, men de lytter alligevel ikke, og ellers reagere de bare ikke på det. Så hvorfor prøve? Hvorfor prøve at være deres datter, når jeg inders inde ved at de vil svigte og overse alt det jeg vil fortælle dem. OG plus, jeg har ikke lyst til at være deres datter. Nej, jeg føler mig ikke forældreløs, jeg ved hvem mine forældre er, det er ikke min skyld at de ikke kan leve op til det jeg havde brug for, nu ved jeg bare som sagt hvor min trykke basse er.
Jeg vil godt lukke folk ind til mig, men bare ikke dem, de to mennesker kan ikke være sammen det samme sted, der er ikke plads til nogen af dem. Jeg ville havde sagt i mit hjerte, men de er der jo, bare ikke som min mor og far.. Bare som to tosser som jeg ikke kan finde en ordenlig plads til...
Det vil ikke undre mig når jeg bliver voksen, at jeg kommer til, ja kommer til, at ligge dem bag mig, for jeg har ikke brug for dem, de har forvold mig for meget besvær, uden de selv kan se det og at andre kan se det. Jeg vil ikke gøre det af svigt, jeg vil ikke gøre det af vrede, jeg vil gøre det fordi det falder mig naturligt. Man vil altid søge hjem hvor man er tryg når alting går op i flammer. Jeg er tryg så længe jeg har mig selv, så hvorfor gå tilbage til dem?.... "
Det fløj bare ud af mig, og det overraskede mig virkelig. Jeg viste godt det med min mor, men det var som om mit hjerte åbnede sig op, og fortalte mig en hel masse som jeg ikke engang selv havde lagt mærke til.
Jeg opfordre virkelig alle til at gå terapi, for vi har alle godt af at åben sig op og blive mere selv bevidste...
Det har været en lang dag... Virkelig lang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar