Jeg elsker min far over alt på jorden. Jeg tilgiver ham for alle de fejl han begår, og ser igennem fingerne med hvad alt han laver. Han såre mig tit, nogle ville kalde det er svigt? Men hos mig er det bare en lille ting, for jeg ved alt jeg er hans lille pige. Jeg ved at han elsker mig Jeg ved at jeg er den vigtigste i den sidste ende, jeg ved at han vil gribe mig.. Hvis jeg lader ham gøre det.
På mange måder er han bare 14 år. OG ny forelsket (han er være end mig, og det er slemt?) på den sunde eller den usunde måde kan jeg ikke finde ud af, for han glemmer alt omkring sig, og sætter alt sit fokus på sin udkårne.
Og jeg er der bare. Jeg er ikke engang blivet sur eller jaloux. Mit hjerte er stort nok til ikke at blive det. At dele ham. For han har virkelig fundet den rigtige. Men alligevel så er jeg der bare, han fortæller mig stadig at han elsker mig, giver mig alle de kys og kram hjertet begære. Men jeg snakker bare ikke med ham mere, jeg kan ikke længere mærke at han er hos mig, han er et andet sted, for han svæver på den lyserøde sky sammen med hans kæreste. Og ja, jeg lader dem det, for jeg kan se hvor glade de er for hinanden, så hvofor ødelægge det?
Det er svært, for jeg føler mig såret, men på den anden side gør det mig glad at se ham glad.
Jeg savner ham bare, han tager mig ikke med, han er kommet videre, uden mig. For hver dag, "fixer" jeg mig selv, der er så mange ting jeg skal bearbejde med, før jeg kommer videre, ligesom ham. Han er kommet sig over alt det vi har været igennem. Han har ingen ide om hvor jeg er i mit liv, for vi snakker jo aldrig mere sammen. Jeg kommer hjem og vi udveksler nogle høflige bemærkninger, jeg går igen, enten ned på mit værelse eller ud. Kommer hjem, skynder mig at spise, og går igen, jeg siger god nat.... Oooog går igen. Måske er det også min egen skyld at vi ikke snakker mere sammen, for jeg tror godt han vil. Men når man ikke føler sig en del af det her team mere.
Jeg ville havde sagt familie, men den er jeg jo stadig en del af.
Det går mig bare på, for jeg savner den gang. Den gang hele vores hverdag vi kaos, dengang vi intet sted havde at bo, den gang vi mistede alt. For der så jeg den far jeg elsker, ham som fortæller mig at jeg er det vigtigste, og han ikke ville kunne undvære, den far der angre for sine fejl....
Da jeg jeg skulle sige farvel til min hest, jeg var så færdig, jeg sad bare og græd. Det var det jeg så min far græde første gang, han sad og trøstede mig, blev ved med at spørge om jeg kunne tilgive ham. Og det er den far jeg savner, som kan tilstå sine fejl, for han begår mange. Men jeg elsker ham, jeg synes selv jeg har verdens bedste far, derfor gør det så ondt, at jeg ikke længere er en del af hans liv. For han er ny forelsket, på en teenager måde, en egoistisk måde, han ser ikke andre i verden end hans kæreste.
Han er meget mere følsom, tænker kun på hende, vil kun hende, ser kun hende. Lyder jeg bitter? Tro mig det er jeg overhovedet ikke, 3-2 måneder så er jeg væk, og så ved jeg at der er en der passer godt på ham, når jeg ikke kan. Fordi jeg er ikke altid lige sikker på at han er aldersvarende oppe i hovedet, for han er reeet umoden når det lige slår ham.
.jpg)
Der var bare engang, hvor jeg var hans lille pige, der var engang hvor han var min bedste ven, han var min første store kærlighed, han var alt... Han var min far, og det vil han altid være, om jeg er 1'eren eller 2'eren, så vil jeg altid elske ham. For han fortjener at være lykkelig.
Dear Tennager Daddy, do you see me? Or are you in love?
Kys Camilla
Og jeg er der bare. Jeg er ikke engang blivet sur eller jaloux. Mit hjerte er stort nok til ikke at blive det. At dele ham. For han har virkelig fundet den rigtige. Men alligevel så er jeg der bare, han fortæller mig stadig at han elsker mig, giver mig alle de kys og kram hjertet begære. Men jeg snakker bare ikke med ham mere, jeg kan ikke længere mærke at han er hos mig, han er et andet sted, for han svæver på den lyserøde sky sammen med hans kæreste. Og ja, jeg lader dem det, for jeg kan se hvor glade de er for hinanden, så hvofor ødelægge det?
Det er svært, for jeg føler mig såret, men på den anden side gør det mig glad at se ham glad.
Jeg savner ham bare, han tager mig ikke med, han er kommet videre, uden mig. For hver dag, "fixer" jeg mig selv, der er så mange ting jeg skal bearbejde med, før jeg kommer videre, ligesom ham. Han er kommet sig over alt det vi har været igennem. Han har ingen ide om hvor jeg er i mit liv, for vi snakker jo aldrig mere sammen. Jeg kommer hjem og vi udveksler nogle høflige bemærkninger, jeg går igen, enten ned på mit værelse eller ud. Kommer hjem, skynder mig at spise, og går igen, jeg siger god nat.... Oooog går igen. Måske er det også min egen skyld at vi ikke snakker mere sammen, for jeg tror godt han vil. Men når man ikke føler sig en del af det her team mere.
Jeg ville havde sagt familie, men den er jeg jo stadig en del af.
Det går mig bare på, for jeg savner den gang. Den gang hele vores hverdag vi kaos, dengang vi intet sted havde at bo, den gang vi mistede alt. For der så jeg den far jeg elsker, ham som fortæller mig at jeg er det vigtigste, og han ikke ville kunne undvære, den far der angre for sine fejl....
Da jeg jeg skulle sige farvel til min hest, jeg var så færdig, jeg sad bare og græd. Det var det jeg så min far græde første gang, han sad og trøstede mig, blev ved med at spørge om jeg kunne tilgive ham. Og det er den far jeg savner, som kan tilstå sine fejl, for han begår mange. Men jeg elsker ham, jeg synes selv jeg har verdens bedste far, derfor gør det så ondt, at jeg ikke længere er en del af hans liv. For han er ny forelsket, på en teenager måde, en egoistisk måde, han ser ikke andre i verden end hans kæreste.
Han er meget mere følsom, tænker kun på hende, vil kun hende, ser kun hende. Lyder jeg bitter? Tro mig det er jeg overhovedet ikke, 3-2 måneder så er jeg væk, og så ved jeg at der er en der passer godt på ham, når jeg ikke kan. Fordi jeg er ikke altid lige sikker på at han er aldersvarende oppe i hovedet, for han er reeet umoden når det lige slår ham.
.jpg)
Der var bare engang, hvor jeg var hans lille pige, der var engang hvor han var min bedste ven, han var min første store kærlighed, han var alt... Han var min far, og det vil han altid være, om jeg er 1'eren eller 2'eren, så vil jeg altid elske ham. For han fortjener at være lykkelig.Dear Tennager Daddy, do you see me? Or are you in love?
Kys Camilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar