Under stjernehimlen

Det at være forelsker, kan rive benene væk under en. Det kan være den mest fantastiske følelse, og den mest skrækkelig følelse på en og sammen tid.

Det er som at kaste sig hovedkuls ud fra det højeste tårn du kan, og håbe at man lander og er i live. Den kan fylde dig med den varme  og trykhed der kan give dig den samme slags rus som efter dit fix. Og du kan være totalt fortabt, hvor du ligger og krummer tær og har en kæmpe knude i din maven som bare vokser og vokser og truer med at eksplodere.  

Alt kontrolden over din følelser, er total væk, og efterlader dig total vildrede, hvad er rigtigt, hvad er forkert?  Hvordan forkludre du det ikke endnu mere.

Det er som om at et dyr har overtaget min krop, den der stressende følelse der kan opstå når smserne ikke kommer så hurtig man kunne tænke sig. Er som en løve i en alt for lille bur..

Men man kan jo ikke andet end at lade sig falde ud fra det tårn der, og så håber jeg bare på at jeg for det første lander i live, og at jeg ikke lander alene.

Vil så gerne dele stjernehimlen med dig.

Kys Camilla