Stol på at du har nok i dig selv, så slipper du for alle de små dumme fejl. Elsk at leve, om du så skal gøre det som single eller ej. Det er så små begyndt at gå op for mig, at det nok er bedst sådan her, single, glad, og lykkelig. Og selvfølgelig cocio i stride strømme, min store kærlighed.
Stol på at du er smuk nok, det hjælper. Jeg har ikke et problem med at se mig i spejlet mere, for jeg ser mig som jeg er. Jeg er smuk som jeg er, jeg er den som jeg er. Jeg er Camilla, og hvis de ikke kan lide det de ser, er det ikke dem der få lov til at se ind i mig. Jeg er efterhånden ved at være lige glad hvad folk mener eller tror om mig.
Jeg er træt af at være sensitiv omkring drenge og det der små 'kæresterrig', jeg åbenart er så god til at rode mig ud i. Jeg har lært, og jeg har besluttet at den næste ikke bare er 'tilfældig', (ikke at de andre er tilfældige, og så dog, det hele gå så hurtigt, man lære hinanden godt nok at kende over sååå kort tid, og så kan man ikke forelske sig? Ikke i personligt, i hvert fald) at den næste kender mig, som person, ved hvem jeg er, en jeg kan være 100% mig selv for.
Jeg vil hvile i mig selv igen, ha nok i mig selv igen, ikke behøve andre for at være lykkelig.
Men jeg er blevet så meget stærkere de sidste måneder. For jeg har lært at stå på egne ben, før da jeg havde min hest, jeg gav hende alt min tid, alt min kærlighed, for at glemme mig selv. Men på den gode måde, det var min måde at komme igennem de mørke dage på, at jeg ikke behøvede at mærke, for hun var mit helle. For det var så nemt at glemme. Jeg var usikker, jeg kunne ikke stå alene, for ellers var der alt for mange følser der råbte på mig, for at få opmærksomhed. Det er faktisk først efter jeg mistede hende, jeg er begyndt at tage mig sammen, indse ting jeg havde nægtet.
De her to måneder har været, gud vær, og jeg ved at jeg er på rette vej. Jeg stoler på mig selv, jeg skammer mig ikke mere over hvordan jeg ser ud. Jeg har lært at elske mig selv og min krop. Jeg er stolt at være den jeg er, og jeg vil for alt i verden ikke bytte mit liv væk, for jeg er endelig ved at komme videre i mit liv, jeg er sluppet ud af det mørke jeg har været fanget i, i de sidste 2 år. Det har været som at blive druknet, du kæmper for at komme op og få luft, og hvis du endelig bliver sluppet af den stærke havstrøm og kommer op og få luft, bliver du grebet af en ny, den samme tur, den samme tur i den egen trædebølle.
Jeg har set lyset, og ved hvilken vej jeg skal, frem. Jeg er færdig med at kigge mig tilbage, træt af at tage sorger på forskud, og helt færdig med at ha ondt af mig selv. I virkeligheden altså, bloggen forbliver mit rum hvor jeg snakker og nutid, fortid og fremtid, tanker, følelser og fejl jeg begår, kærlighed, lykke og hvad der ellers kommer fem når jeg sætter mig ned og begynder at skrive her...
Jeg skal leve, mens jeg kan! For jeg kan mærke at det kun kan gå frem ad nu!!! Næste år tager jeg på efterskole, som uden tvivlbliver det bedste år i mit liv, efter det et år som Au pair pige, når jeg er færdig der er jeg tæt på de 18 og så er jeg fri. Fri til at gøre med mit liv som det lyster mig!
- Vær stolt af den du er!
Kys, Camilla
Stol på at du er smuk nok, det hjælper. Jeg har ikke et problem med at se mig i spejlet mere, for jeg ser mig som jeg er. Jeg er smuk som jeg er, jeg er den som jeg er. Jeg er Camilla, og hvis de ikke kan lide det de ser, er det ikke dem der få lov til at se ind i mig. Jeg er efterhånden ved at være lige glad hvad folk mener eller tror om mig.Jeg er træt af at være sensitiv omkring drenge og det der små 'kæresterrig', jeg åbenart er så god til at rode mig ud i. Jeg har lært, og jeg har besluttet at den næste ikke bare er 'tilfældig', (ikke at de andre er tilfældige, og så dog, det hele gå så hurtigt, man lære hinanden godt nok at kende over sååå kort tid, og så kan man ikke forelske sig? Ikke i personligt, i hvert fald) at den næste kender mig, som person, ved hvem jeg er, en jeg kan være 100% mig selv for.
Jeg vil hvile i mig selv igen, ha nok i mig selv igen, ikke behøve andre for at være lykkelig.
Men jeg er blevet så meget stærkere de sidste måneder. For jeg har lært at stå på egne ben, før da jeg havde min hest, jeg gav hende alt min tid, alt min kærlighed, for at glemme mig selv. Men på den gode måde, det var min måde at komme igennem de mørke dage på, at jeg ikke behøvede at mærke, for hun var mit helle. For det var så nemt at glemme. Jeg var usikker, jeg kunne ikke stå alene, for ellers var der alt for mange følser der råbte på mig, for at få opmærksomhed. Det er faktisk først efter jeg mistede hende, jeg er begyndt at tage mig sammen, indse ting jeg havde nægtet.
De her to måneder har været, gud vær, og jeg ved at jeg er på rette vej. Jeg stoler på mig selv, jeg skammer mig ikke mere over hvordan jeg ser ud. Jeg har lært at elske mig selv og min krop. Jeg er stolt at være den jeg er, og jeg vil for alt i verden ikke bytte mit liv væk, for jeg er endelig ved at komme videre i mit liv, jeg er sluppet ud af det mørke jeg har været fanget i, i de sidste 2 år. Det har været som at blive druknet, du kæmper for at komme op og få luft, og hvis du endelig bliver sluppet af den stærke havstrøm og kommer op og få luft, bliver du grebet af en ny, den samme tur, den samme tur i den egen trædebølle.Jeg har set lyset, og ved hvilken vej jeg skal, frem. Jeg er færdig med at kigge mig tilbage, træt af at tage sorger på forskud, og helt færdig med at ha ondt af mig selv. I virkeligheden altså, bloggen forbliver mit rum hvor jeg snakker og nutid, fortid og fremtid, tanker, følelser og fejl jeg begår, kærlighed, lykke og hvad der ellers kommer fem når jeg sætter mig ned og begynder at skrive her...
Jeg skal leve, mens jeg kan! For jeg kan mærke at det kun kan gå frem ad nu!!! Næste år tager jeg på efterskole, som uden tvivlbliver det bedste år i mit liv, efter det et år som Au pair pige, når jeg er færdig der er jeg tæt på de 18 og så er jeg fri. Fri til at gøre med mit liv som det lyster mig!
- Vær stolt af den du er!
Kys, Camilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar