De siger at der er en til os alle der ude, men hvad nu hvis jeg er for grim til at være hans ener?
Kan du stadig elske mig?
Jeg kender et sted, det er ikke det det smukkeste sted, men det er der jeg søger hen når du er gået, til at lyse alting op for mig. Man er bange for at vise en helt bestemt side af sig selv, en side man altid bare vil holde tæt på sig, smile og lade som om den ikke er der hvis folk spørg.
Jeg er sikker på at alle kender den usikkerhed, at tage en person tæt på sig, især hvis personen er en speciel en, en man bare ikke kan holde ud at miste.
Vi har alle gjord ting vi ikke er stolte af. Vi har alle en mørk side, dårlig barndom, eller bare dårlige odds? Når man ikke vil ha medynk men at man bare vil glemme, og lade som om at alting er som det skal være, når man er forstolt til at se ting i øjnene, eller er man bange for at se et i øjnene.
For hvem vil nogensinde kunne elske ham der drak sit liv væk, hende der følte sig nødsaget til cutte, den tynde pige som så 150 kg kigge tilbage i spejlet eller ham som var fanget i mørket og forsøgt at tage sit eget liv.
Hvem vil det? Hvem vil være blind for fordomme, og tage det hele med?
Jeg har tit tænkt, hvem kan elske mig og min baggrund? Hvem kan jeg klæde mig nøgen af for, og sige det her er mig, og du må tag mig som jeg er. Elsk det eller lad vær. For sandheden er at jeg er bange for at han vil blive usikker og gå sin vej når jeg har allermest brug for at han minde mig om hvem jeg er, at han stadig vil elske mig når jeg fortjener det mindst.
Jeg glemmer tit at jeg ikke er alene, at mennesket jeg klæder mig af for måske har det lige så svært med at blotte mørket for mig.
Vi er alle falske, for stolte til at lade andre hjælpe, vi vil klare det hele selv. For i dagens danmark er det den eneste måde at komme helt igennem dagen på, at hjælpe sig selv. Vende ryggen til stofmisbrugeren, den hjemløse, og hende som bliver nød til at kneppe 16 mænd på en dag, for at få noget at spise og et tørt sted at sove.
Og alligevel er vi bange for, at et andet menneske ikke kan elske ens mørke side? Vi har glemt vi ikke er alene, også selvom der er så mange ting der burde minde os det.
Men det starter altid med facaden, ingen er stærke nok til at lade den falde og sige Du og jeg er ens, velkommen, jeg er klædt af, og her tilbringer jeg det svære stunder, præcis som dig!
Hvis vi turde lade folk elske os, ville vi nok se at vi ikke var alene, alle har en mørk side!
Men vil du stadig elske min, selvom det stadig gør ondt?
KYS
Ingen kommentarer:
Send en kommentar