Når to halvdele af dig selv, slås gør det ondt.
Når de bruger dig som undskyldning, til at såre hinanden mest muligt, når du bliver brugt som kuglen i rusisekrolette.
Og alligevel sætter man ikke spørgsmålstegn? For hvad skal man gøre, man kan ikke vælge side.
Som barn er man bange for at vælge side, man ønsker hverken at se sin mor eller far ked af det.
Der er en ting jeg aldrig vil kunne forstå. Hvis to mennesker bliver enige om at sætte et nyt liv til verden. Hvorfor?
Hvordan kan man glemme det, når ens egen såret følelser ligepludselig kommer først.
Jeg ved det, har været der, oplever det stadig... Og en ting ved jeg, deres fejl har jeg lært af.. Jeg vil aldrig være som mine forældre på det punkt! Jeg elsker dem... Det er derfor det gør så ondt, at se deres kamp ikke længere handler om mig og min søster. Den handler kun om dem selv, hvordan de kan såre den anden hårdest, hævn, hævn og atter hævn. Ingen af dem er villig til at stoppe som voksen og beholde deres værdighed.
RETSAG
Ved i hvad det kan bringe en hen til?
Da jeg var 12 ville jeg gerne flytte hjem til min far, og min mor ville ikke lade det komme på tale. (1 ting jeg vil lære som voksen, at snakke med mine børn, jeg vil adrig nogensinde vifte dem afvejen.. Selvom de der børn så har de en vilje. De har en stemme de kan bruge, de kan bruge den til så meget mere end mor jeg keder mig, mor jeg er træt, mor jeg elsker dig. Børn har også en mening, og vi burde lytte, for selv som små har man en vilje, har man en evne til at udrette, og det gjorde jeg )
Hvad gør man så? der var jo ikke nogen der lyttede? Så da jeg fyldte 13, gjorde jeg noget dumt, men alligevel har jeg aldrig fortrudt. For selvom jeg var 13, vidste jeg hvad der var rigtig og forkert, jeg lærte nok tidligt i mit liv at tænke modent, tage ansvar, og jeg har altid taget ansvar for det jeg har lavet. Jeg har altid vist hvad konsekvenserne var af min handling. Og så gjorde jeg det jeg tror på.
Min mor ville ikke lade mig flytte, så hvad gjorde man så.
2 uger efter jeg fyldte 13, var jeg alene en weekend hvor jeg skulle hjem til min far. Jeg efterlod et brev, og kom ikke hjem igen....
I dag kan jeg godt tænke, hvis nu de havde samarbejde? Jeg kan ik lade vær med at tænke, hvis nu de to mennesker som havde ansvar for mig havde taget ansvar, og havde sat sig ned og snakkede om det. Istedet for at synke med på et barnlig station, og kastet med lort efter hinanden... Hvor meget kunne jeg så havde undgået?
1. første ting jeg ville havde undgået var nok at jeg ikke ville havde hadet min mor så forbandet højt
2. jeg ville ikke havde mistet kontakten til hende i 2 år
3. Vi skulle ikke i retten om forældremyndighed og bopæl (en retsag som typisk vare 1-2 måneder, min varede i ligt over 20 måneder)
4. Jeg ville havde et meget tættere forhold til dem den dag i dag
5. Jeg havde sluppet for en rigtig hård tid, som den dag i dag har medført at jeg få hjælp.
Jeg kan ikke gøre noget om, men efter min terapi fortalte mig alt hvad der sker med ens udvikling, er afspejlet af forældrenes!
- jeg har følt mig rigtig meget svigtet efter alt det der har været sket.
En ting ved jeg, jeg ved hvad jeg ville lave om når jeg få børn!
Voksne glemmer tit alt omkring dem, når de bliver såret, de glemmer endda deres egne afkom. Det er her som barn vores pligt at råbe højt, ind til de forstå det... De har ikke sat et liv til jorden for at slås, de har gjord det af ren og skær kærlighed. Så hvorfor ikke beholde det ægte!
Kig på mig, og husk på hvad du gør det skrammer mig og hvad du siger det såre mig...For i er min familie, min kærlighed, styrke og støtte.
KYSHvad gør man så? der var jo ikke nogen der lyttede? Så da jeg fyldte 13, gjorde jeg noget dumt, men alligevel har jeg aldrig fortrudt. For selvom jeg var 13, vidste jeg hvad der var rigtig og forkert, jeg lærte nok tidligt i mit liv at tænke modent, tage ansvar, og jeg har altid taget ansvar for det jeg har lavet. Jeg har altid vist hvad konsekvenserne var af min handling. Og så gjorde jeg det jeg tror på.
Min mor ville ikke lade mig flytte, så hvad gjorde man så.
2 uger efter jeg fyldte 13, var jeg alene en weekend hvor jeg skulle hjem til min far. Jeg efterlod et brev, og kom ikke hjem igen....
I dag kan jeg godt tænke, hvis nu de havde samarbejde? Jeg kan ik lade vær med at tænke, hvis nu de to mennesker som havde ansvar for mig havde taget ansvar, og havde sat sig ned og snakkede om det. Istedet for at synke med på et barnlig station, og kastet med lort efter hinanden... Hvor meget kunne jeg så havde undgået?
1. første ting jeg ville havde undgået var nok at jeg ikke ville havde hadet min mor så forbandet højt
2. jeg ville ikke havde mistet kontakten til hende i 2 år
3. Vi skulle ikke i retten om forældremyndighed og bopæl (en retsag som typisk vare 1-2 måneder, min varede i ligt over 20 måneder)
4. Jeg ville havde et meget tættere forhold til dem den dag i dag
5. Jeg havde sluppet for en rigtig hård tid, som den dag i dag har medført at jeg få hjælp.
Jeg kan ikke gøre noget om, men efter min terapi fortalte mig alt hvad der sker med ens udvikling, er afspejlet af forældrenes!
- jeg har følt mig rigtig meget svigtet efter alt det der har været sket.
En ting ved jeg, jeg ved hvad jeg ville lave om når jeg få børn!
Voksne glemmer tit alt omkring dem, når de bliver såret, de glemmer endda deres egne afkom. Det er her som barn vores pligt at råbe højt, ind til de forstå det... De har ikke sat et liv til jorden for at slås, de har gjord det af ren og skær kærlighed. Så hvorfor ikke beholde det ægte!
Kig på mig, og husk på hvad du gør det skrammer mig og hvad du siger det såre mig...For i er min familie, min kærlighed, styrke og støtte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar