Overgreb? Set er kun personen selv der kan finde ud af hvornår det er et overgreb...
Den gang var jeg lige fyldt 13, og havde ingen ide om hvordan den virkelige verden er.
22. december, skulle jeg i retten, som handlede om forældremyndigheden og bopæl. Min mor ville ik ha jeg boede hos min far, så d.1 oktober stak jeg af og kom ikke hjem igen, min mor valgte at gå i retten med det. Vi har været helt oppe ved landsretten og vende, som havde besluttet at jeg skulle hjem til min mor, og jeg kom aldrig hjem.. Jeg kunne ikke, på to måneder var jeg ikke den samme, jeg tabte mig, sultede mig, og kæmpede med noget inden i mig som jeg aldrig havde ønsket at kendt til, tankerne, smerten, det kaos det opstod.
Så d.22 december, var med til at forme. Men jeg ville gerne havde undgået den hvis jeg kunne. Ungen før havde jeg været i jylland hos noget familie for at stresse alt af, jeg var taget der hen alene, og kom hjem den 22, hvor vi køre til retten. Nogen gange tror jeg at man skal lytte til den sjette sans, mave fornemmelser.
Jeg kom derind, først skulle min forældre ind i et kun og snakke, efter et stykke tid kommer hun ud og føre mig ind i et andet rum hvor der sidden en børnesagkøndig og en dommer.
Normal prosidure er at man skal forklare sig hvorfor man gerne vil bo hos, den man nu gerne vil bo hos. Men hun fejede bare af vejen, og sagde at min far ikke ville ha mig mere, og at jeg skulle tage med min mor hjem. Og der troede jeg seriøst at mit liv var ødelagt for altid. Min far ville ik ha mig?
Og lige der var min mor den sidste person jeg ville ha set, jeg hadede hende virkelig. Og det gjorde det ikke nemmere for mig. De sagde til mig, at hvis jeg prøvede at stikke af igen, ville politiet komme og hente mig, fordi jeg ikke fulgte sagens beslutning, om at tage tilbage til min mor. Men jeg kunne virkelig ikke få mig selv til at gøre det, det var alt for grænseoverskridende for mig.
Og ligepludselig havde jeg ikke andre muligheder end det. Jeg følte at en eller anden ligepludselig havde kørt frontalt ind i mit liv og lagt alt i ruiner, alt var som kaos, jeg græd og græd, jeg var blevet svigtet af den jeg elskede aller mest, det er rigtig svært at forklare alle de følelser der fløj igennem mig, jeg ved bare at jeg var langt fra okay, alt blev revet væk under benene på mig, alt trykhed, alt tillid. For hvis jeg ikke engagn kunne stole på min egen far.
Da jeg spurgte om jeg måtte sige farvel sagde de at han allerede var gået, uden at sige farvel til mig. De forklarede mig, at de ha bedt mine forældre om ikke at spørge mig om hvad der var sket, fordi de godt kunne se at jeg var ødelagt.
Jeg kom hjem, og jeg forlod ikke mit gamle værelse, juleaften var den værste dag i mit liv, jeg har aldrig grædt så meget i mit liv. Efter nogle par dage kontaktede jeg min far, og han havde en helt anden historie, som lød på at dommeren havde sagt at jeg gerne ville være hos min mor, og ikke gad hjem til ham igen. Nytårs aften tog jeg hjem til min far, og kom ikke hjem igen.
Jeg blev tvangsfjernet på en løgn af en dommer, hun overskred og brød barnetstag, og det var et voldsomt overgreb for mig.
Jeg har haft rigtig mange "bivirkninger" efter den oplevelse, lignede hændelser som kan gøre mig rigtig utilpas, jeg har rigtig svært ved ikke at lade folk overskride min grænser og sige stop til andre folk, og jeg kan stadig få det rigtig ubehageligt at gå til møder...
-Idag er jeg på toppen igen, den oplevelse har rustet mig imod hvad der nu kan komme.
hvis man kender til overgreb, ved hvad hvor ødelæggende det kan være, så lov mig aldrig at bukke under, det er dig der skal ha det sidste ord, når det gælder om kampen for dit belbred, men så sandelig også hvordan du skal leve og hvor glad og fri du skal være. For et overgreb kan begrænse undfanget af muligheder!
For det har jeg valgt at gøre. Rejs dig op igen, og bed personen om at kysse mig i røven, det her er dit liv,og der er ikke nogen der skal ha lov til at ødelægge det for dig. For du er stærkere end det!
Jeg håber i kan tage min historie med jer, og bruge den!
Kys
Den gang var jeg lige fyldt 13, og havde ingen ide om hvordan den virkelige verden er.
22. december, skulle jeg i retten, som handlede om forældremyndigheden og bopæl. Min mor ville ik ha jeg boede hos min far, så d.1 oktober stak jeg af og kom ikke hjem igen, min mor valgte at gå i retten med det. Vi har været helt oppe ved landsretten og vende, som havde besluttet at jeg skulle hjem til min mor, og jeg kom aldrig hjem.. Jeg kunne ikke, på to måneder var jeg ikke den samme, jeg tabte mig, sultede mig, og kæmpede med noget inden i mig som jeg aldrig havde ønsket at kendt til, tankerne, smerten, det kaos det opstod.
Så d.22 december, var med til at forme. Men jeg ville gerne havde undgået den hvis jeg kunne. Ungen før havde jeg været i jylland hos noget familie for at stresse alt af, jeg var taget der hen alene, og kom hjem den 22, hvor vi køre til retten. Nogen gange tror jeg at man skal lytte til den sjette sans, mave fornemmelser.
Jeg kom derind, først skulle min forældre ind i et kun og snakke, efter et stykke tid kommer hun ud og føre mig ind i et andet rum hvor der sidden en børnesagkøndig og en dommer.
Normal prosidure er at man skal forklare sig hvorfor man gerne vil bo hos, den man nu gerne vil bo hos. Men hun fejede bare af vejen, og sagde at min far ikke ville ha mig mere, og at jeg skulle tage med min mor hjem. Og der troede jeg seriøst at mit liv var ødelagt for altid. Min far ville ik ha mig?
Og lige der var min mor den sidste person jeg ville ha set, jeg hadede hende virkelig. Og det gjorde det ikke nemmere for mig. De sagde til mig, at hvis jeg prøvede at stikke af igen, ville politiet komme og hente mig, fordi jeg ikke fulgte sagens beslutning, om at tage tilbage til min mor. Men jeg kunne virkelig ikke få mig selv til at gøre det, det var alt for grænseoverskridende for mig.
Og ligepludselig havde jeg ikke andre muligheder end det. Jeg følte at en eller anden ligepludselig havde kørt frontalt ind i mit liv og lagt alt i ruiner, alt var som kaos, jeg græd og græd, jeg var blevet svigtet af den jeg elskede aller mest, det er rigtig svært at forklare alle de følelser der fløj igennem mig, jeg ved bare at jeg var langt fra okay, alt blev revet væk under benene på mig, alt trykhed, alt tillid. For hvis jeg ikke engagn kunne stole på min egen far.
Da jeg spurgte om jeg måtte sige farvel sagde de at han allerede var gået, uden at sige farvel til mig. De forklarede mig, at de ha bedt mine forældre om ikke at spørge mig om hvad der var sket, fordi de godt kunne se at jeg var ødelagt.
Jeg kom hjem, og jeg forlod ikke mit gamle værelse, juleaften var den værste dag i mit liv, jeg har aldrig grædt så meget i mit liv. Efter nogle par dage kontaktede jeg min far, og han havde en helt anden historie, som lød på at dommeren havde sagt at jeg gerne ville være hos min mor, og ikke gad hjem til ham igen. Nytårs aften tog jeg hjem til min far, og kom ikke hjem igen.
Jeg blev tvangsfjernet på en løgn af en dommer, hun overskred og brød barnetstag, og det var et voldsomt overgreb for mig.
Jeg har haft rigtig mange "bivirkninger" efter den oplevelse, lignede hændelser som kan gøre mig rigtig utilpas, jeg har rigtig svært ved ikke at lade folk overskride min grænser og sige stop til andre folk, og jeg kan stadig få det rigtig ubehageligt at gå til møder...
-Idag er jeg på toppen igen, den oplevelse har rustet mig imod hvad der nu kan komme.
hvis man kender til overgreb, ved hvad hvor ødelæggende det kan være, så lov mig aldrig at bukke under, det er dig der skal ha det sidste ord, når det gælder om kampen for dit belbred, men så sandelig også hvordan du skal leve og hvor glad og fri du skal være. For et overgreb kan begrænse undfanget af muligheder!
For det har jeg valgt at gøre. Rejs dig op igen, og bed personen om at kysse mig i røven, det her er dit liv,og der er ikke nogen der skal ha lov til at ødelægge det for dig. For du er stærkere end det!
Jeg håber i kan tage min historie med jer, og bruge den!
Kys
Ingen kommentarer:
Send en kommentar