Sletter dine spor!

Der var engang en kvinde i mit liv som jeg elskede. Jeg så hende som den mor jeg aldrig havde haft. Hun lærte mig at være stærk, når alting så ud til at vælte omkring mig. Hun lærte mig at stå ved, og kæmpe for det jeg troede på, hun viste mig det smukke i det grimme. Hun har været med til at forme mig, på så mange måder.

- Når alting gik i stykker var hun der til at lime tingende sammen igen for mig. Hos hende følte jeg mig tryk. Hun tog mig til sig som sin egen datter, hun var en del af min familie, den eneste jeg rigtig så op til, min fars kone. Den selvsikker kvinde.
Det var engang, nu er det fortid.

Og den dag  idag ved jeg at jeg aldrig vil være ligesom hende!

Min far var aldrig hjemme, og jeg snakkede aldrig med ham, han ringede sjældent til mig. Han tog afsted kl 6 om morgen, kom hjem kl. 11 om aften.
Sådan var det hver eneste evige dag. Kun for en ting at arbejde. Og det samme med weekenderne. I den periode havde min mor og jeg heller ikke kontakt til hinanden.
Så det var bare hend, mig og hendes to ældrer sønner, og jeg elskede dem af hele mit hjerte. De viste mig hvad en familie var, hvad sammenhold var, Min egen lille Ohana!

I dag har hun ødelagt så meget, ik kun for mig, men også for hendes egne børn, og for andre mennesker der holde af hende. Hun gjord så mange ting jeg aldrig ville kunne glemme, aldrig nogensinde kunne tilgive hende igen!

En dag gik det galt for hende, hun forandrede sig fra den dejlige søde "mor", som jeg elskede, nu er hun bare en bitch i mine øjne.

Hver gang hun sviende mig til, måtte jeg vende den anden kind til. Hun råbte altid af mig, fortalte hvor grim jeg var, at hun hadede mig. Hun lage i hvert fald ikke skjul på det, hun kaldte mig for en luder når andre hørte det, kostede rundt med mig.
Gjorde jeg modstand, tog hun min mobil og computer, og der kunne nemt gå en måned før jeg fik den igen, hvis jeg tog diskurionen op med hende, sagde hun at ville sælge min hest. Den eneste gang jeg kæmpede i mod hende bad hun mig bare om at stige af min hest, og så tog hun den og kig, da hun kom tilbage igen, sagde hun bare koldt til mig, nu har du ik nogen hest mere!.  

Jeg har spildt alt for mange tåre for hende.
Hun truede altid.

Jeg kunne komme ud fra mit værelse kl. 10 fordi jeg undrede mig over at ingen havde sagt der var aftens mad, og opdage at alt maden allerede var spist. 

Jeg måtte arbejde, gøre gavn, før hun bahandlede mig nogenlunde ordenligt, før hun ville se på mig eller snakke til mig. Ellers var jeg bare luft. Den der følelse at man altid skulle være der, for ellers var de bare lige pludselig kørt uden mig. Jeg viste hun kunne finde på det. For hun har gjord det før.

Jeg gik desværre aldrig til min far, han var der aldrig. Jeg ville ønske at jeg havde gjord det noget før, men jeg viste at han elskede sin kone, og jeg ville ikke ødelægge det for nogen.

En dag fik en sød dame ude fra stalden (der hvor vores heste stod ), nok af den tone hun havde over for mig og min sted bror. Så en dag efter et af min stedmors vredesudbrud, hvor hun havde kørt væk med os i hendes bil, den mest ubehageligste køre tur jeg nogen sinde har haft, hun var 10-15 minutter hurtigere end hvad turen plejede at tage. Hun kørte bare. Efter hun var kørt, ringede damen, og bad min far om at stoppe det. Der var familie møde, og hun sendte os bare et blik, og efter det forsvandt alt mit mod til at fortælle min far hvad der var sket.

Efter den episode blev hun ved med at fortælle mig at det var min skyld, at de var ved at gå fra hinanden, at det eneste jeg ville, var at jeg ville ha mig far for mig selv. Hun begyndte at sige til mig at jeg var syg i hovedet og at jeg kun kunne lyve. Når jeg grad, blev hun sur på mig, og begyndte at skælde mig ud, og så spurgte Hvad tuder du så nu for? På den der rigtig nedladende måde. Hendes ældste søn kunne finde på at gå hen til mig og sige lige om lidt smadre jeg din far, han er så fucking irriterende! 

En dag gik det over grandsen, jeg ringede til min far, og sagde at jeg ikke kunne klare det mere, alt der hun sagde til mig hver dag, det hun gjorde, jeg havde ondt i maven hele tiden, jeg var bange for hende. Jeg kunne ikke holde ud at være der mere, jeg havde det virkelig som om jeg ikke kunne trække vejret når jeg var i huset, som om alle musklerne nægtede at gøre hvad jeg ha, alt hvad hun sagde brændte jeg fast på nethinden på mig, jeg kunne ikke klare at blive kaldt luder i offentligheden,  problembarn, sindsyg, løgner, jeg kunne ikke klare presset. Har i nogen sinde prøvet at blive total ignoreret af en? Dår du spurgte om lov til noget, var det som om du ikke var der, når hun købte noget til hendes sønner og vi var i byen, var jeg der heller ikke, hun købte ikke noget til mig, jeg var kun luft. Men så snart min far var hjemme var alting ligesom i gamle dage.

Jeg fortalte ham det hele, og sagde at jeg ikke kunne det her mere, han bad mig om at liste ud af huset, og så ville et vennepar komme og hente mig ude på en vej. Jeg har aldrig nogen sinde været så bange.

Hun ringede aldrig til min far for at sige at jeg var væk.. Hun var ligeglad?

To uger efter, kom jeg hjem i mit hus igen. Alt var væk, også de ting fra mit værelse, der lå skrald ud over det hele, billeder, aviser, alt mulig affald. Hun fik min far fyret fra sine to job, så vi stod tilbage med hus, to biler. Jeg kunne købe min elskede hest som betød alt for mig, for 17.000, den var min konfirmations gave, og havde selv været med til at betale den, dengang jeg købte den gang. Vi havde ikke pengene til at købe den igen. Nogle dage efter solgte hun den for 4.000 til en anden... 

Jeg ved nu at hun handlede på sin vrede. Mange års vrede. Jeg forstå hende på en måde, jeg føler med hende. Men jeg kan aldrig nogen sinde tilgive hende for alle de ting hun har budt hendes egen søn og mig.

Der er rigtig mange der bliver udsat for noget ligende, det her var min historie, fra den tid min far var sammen med sin xkone, det er et år siden de er gået fra hinanden, føler stadig ikke at jeg er kommet helt videre, men med tiden er alt blevet beder. Der er flere end hvad man tror, der bliver udsat for vold i familien, om det er psykisk eller fysisk, så sker det. Der gik lang tid før jeg ville se i øjnene hvad der forgik omkring mig, og det er ens familie.. Så man fortæller det ikke, for det ligge så dybt i en at være sin familie loyal...

Pas på dine nærmeste, måske har de mere brug for din støtte end hvad du tror..

- Sletter dit spor du har sat, træffer mit valg i nat, når solen stå op har jeg fundet min vej. Jeg bliver ALDRIG ligesom dig! Jeg kunnen nævne dit navn nu og her, men skal nok lade vær..


Kys