500 ord for meget om mig

" lav en profil af dig selv på mindst 500 ord" Det lyder i mine øre  som et let sag, men nu har jeg skrevet de 300 ord, plus minus. Det skal lige siges at det er til min efterskole, så de kan finde den "perfekte værelsesmakker". Og jeg er total på den. Yes jeg kan sagtens finde på noget smalltalk af noget lort, som, "jeg er sød og rar, elsker menensker, jeg kan godt lide hunde, og jeg er single, jeg elsker at være sammen med mine venner, og bliver sjældent sur.. " jah... det er jo rigtig nok det ligner mig meget godt, men hvem ville ikke diske noget så tyndt op, det beskriver jo ikke mig som person, hvordan jeg er i almindelighed, godt og ondt.
JO jeg kan godt skrive at jeg er kærlig og elsker nærkontakt, men for det første så ville jeg aldrig nogen sinde kunne stå ved, at det er mig, mig der har skrevet det for det virker så malplaceret, ligemeget hvad jeg skriver. For det er sådan noget jeg ikke kan få mig selv til at skrive om mig selv, og for det andet, så er jeg bange for at de tænker hmm elsker nærkontakt? ENEVÆRELSE, så langt væk fra drengegangen som muligt.

Og så begynder jeg at tænke? Okay... hvem er jeg? hvad er jeg? og hvad er overhovedt meningen, kan jeg over hovedet bidrage noget godt for andre.?

Okay, det jeg bedst kan kende mig selv på, er alt det jeg har prøvet... Men hvad skal man sige? "hey? når jeg er ked ik? så kan jeg godt lide at se hvor hurtig jeg kan smide 10 kg?, når jeg rammer bunden ikke, så er jeg kold, tom, i ville ikke kunne kende mig"

Men detsiger bare meget om mig selv, 500 ord er for meget til mig. Jeg VIL ikke skrive om mine drømme når jeg bliver stor og få mit eget liv, for det er jo ikke mig i nuet, om 10 år er jeg en hel anden, med familie og kæreste, hvem ved måske en mand? Men det siger jo ikke en skid om hvem jeg er nu. Skal jeg skrive hvordan jeg har været? Svag fanget i mit eget mørke. Det er heller ikke mig, for jeg er stærkere, jeg knækker ikke. Og har ikke tænkt mig at knække uanset hvor tung byrden så må være.
Det kan på en måde irritere mig, at jeg ved at de sætter mig sammen med den der ligner mig mest, for hvad nu hvis jeg ikke kan lide mig selv? Den egoistiske personlighed jeg nogen gange kan mærke inde i mit hjerte? Giv mig en værelses kammerrat, en ven, som ville kunne understrege at ællingen er ligeså meget værd som alle andre, for jeg har lært nok af skønheden, jeg har som lille lært at stase mig op til det jeg vil være, stadse op, ikke vise verden. For jeg ved godt hvad jeg vil på efterskolen, jeg vil vise den person jeg har gemt, fordi jeg har taget den rolle, som ingen ser. Og jeg vil vise, at jeg er en kunster. En trofast ven.

Og i bund og grund har jeg bare lyst til at skrive " jeg er mig, jeg elsker af hele mit hjerte hvis man gør sig fortjent, Jeg  lukker folk ind i mit hjerte, og giver sjældent slip, jeg er i stand til at tilgive, jeg kommer videre uanset hvad. De har sagt jeg er smuk, jeg er ligeglad, jeg vil heller elske den grimme ælling. Sæt mig sammen med den ingen vil ha for de har brug for den kærlighed jeg kan give, alle andre få nok." For så tror jeg på at jeg finder en veninde med et smukt indre, jeg kan hjælpe hende med det ydre og hun med mit indre sammen kunne det jo blive godt?

XOXO Camilla Lyng