Dette indlæg omhandler om min tidligere bonusbror, han er Autist, nærmere betegnet Asperger syndrom.
(kommer lige en lille skidebalde) - Jeg kan komme med så mange skrækhistorier om den sygdom fra nettet af, og det piner mig helt ind i mit hjerte, at folk kun kan finde alt det skrækkelig frem i sygdommen. For de kan lyde så utilregnelig, aggrasive, nærmest ond. Jeg har set folk betrakte det som ikke menneskeligt, hvad har i gang i mennesker? De er lige så menneskeligt som os som skal forstille raske og velfungerne mennesker.For det som jeg ser, er bare et menneske, med et anderledes behov som vi ikke kan finde ud af at tolke rigtigt, for det som jeg har set, er de lige så menneskelig som mig, med lige så meget kærlighed og omsorg. Det var vist det.. Nå men....
Min far gik fra sin xkone her for et halvt år siden, gudske lov siger jeg bare. Men hvis der er noget jeg virkelig, jeg men VIRKELIG Savner, til det inderste af min knoglemav, så er det ham. Han er min bedste ven, som kender mig ud og ind, han kan se igennem mit smil, og se når jeg har ondt. Den eneste der kan få mig til at tilstå det, og det er som om jeg kan fortælle ham alt, hvad mit hjerte gemmer på. Vores familie ramlede pænt meget sammen og min fars kone, hadede mig ret så meget det sidste halve år de var sammen, og min far var altid på arbejde. Så på trods af hans sygdom, beskyttede han mig for alt det had hun lod ramme mig, lige så vel som jeg beskyttede ham, når han havde brug for det, men det er jeg i evig gæld til, for hun var ikke altid fair eller venlig at være i hus med.
Jeg elsker ham af hele mit hjerte, uden ham havde jeg aldrig haft en grund til at være stærk.
Og her om 2 uger bliver han 18, så jeg skal helevejen over til det mørke Jylland og fejre ham, og der skal så meget drikkes svesken her under bordet!!!.
Jeg kan ikke beskrive hvilken gave han er i mit liv, han har givet mig en langt støre indsigt på mennesker, Syge som raske, han har vendet mig af med min skønheds besættese, fordi han bare er såå ligeglad hvad hvad folk tænker om ham, og det er mere end hvad man kan sige om mig.
Åh alle de aftner jeg gjorde ham overtræt da vi var små, minderne stå klart i mit hoved, og de er som magiske for mig. Når jeg kunne få ham til at skral grine om natten, og min lillesøster hade os for det, når vi fandt grislinger i træet uden foran vores vindue, når vi stod op kl lort for at pakke morgenmad ned, og bare gå ud i skoven, finde en bænk ved søen og spise, hvor vi bare sad to små børn som følte sig så store og snakkede om hvor onde vores forældre var, og vi blev enige om at vi skulle flytte sammen med hver vores familie og bo sammen. Sidder og stor smile nu for det føles som det var i går. Det gjorde vi sku tit, og det var kun fordi vi ville slippe for min lillesøster. Vi lavede helvedes masser af huler, så vi kunne gemme os for hende. Alle de drømme vi har delt. Han havde en fantastisk evne til at kunne få lov til at irritere mig, fordi han er Thomas, og det høre bare til at være Thomas. Når han kom snigende bagfra og satte en finger i hver side på mig så jeg skreg op af forskrækkelse. De vintre jeg ikke har rendt rundt med is ned af ryggen, på grund af ham, vi var sammen hele tiden i alle de 7 år vi har levet sammen, og den dag i dag har han efterladt mig et meningsløst hul i min hverdag...
Jeg kan blive ved med at fortælle om de gode gamle dage i uendeligheder hvad om vi har lavet, og hvert minde stå klart i mit hoved som noget magisk.
Men den dag i dag må jeg nøjes med vores uendelige telefonregninger, for at kunne høre din stemme hver dag.
Desværre har jeg ikke nogen billeder af Thomsen da han har flygtet fra hvert eneste evige kamera jeg har sigtet i mod ham. Men det gør ikke noget, jeg har ham i mit hoved, klart og rent, som den glade dreng jeg så i ham.
Åh Thomas jeg savner dig så forfærdelig. Du den bror jeg aldrig har haft, som jeg alligevel har.
Kys kys din søsser
XOXO Camilla Lyng
Ingen kommentarer:
Send en kommentar