Du tog pusten fra mig.

Jeg ved godt at det her ikke er noget folk gider at læse om, men heldigvis ligger landet sådan at jeg jo bestemmer hvad der skal skrives om ;-)
Et kort øjeblik blev pusten taget fra mig i dag. Som jeg skrev i indlæget her til morges, så skulle jeg til min lillesøsters ride stævne.  Og jeg troede helt oprigtigt at jeg var klar til at komme ud i et heste miljø igen. For jeg har ikke rigtig været ked her på det sidste, jeg troede jeg var ved at komme over det. Men jeg ha en gammel vane med at fortrænge alt der gør ondt, jeg troede jeg havde vendet mig af med det men åben bart ikke.
For lige meget hvor jeg kiggede hen var der heste, uanset hvor jeg så hen, kunne jeg se mig og Majse sammen. Uden på sad jeg og kiggede på heste inden i , skreg alle minderne på opmærksomhed, alle følelserne, alt smerte jeg har gemt af vejen efter jeg gav afkald på hende. Alt skreg inden i mig, og jeg havde det som om jeg blev ædt inden fra.
Det er svært at forklare, de de fleste tænker, øh nej, en formande hestetøs som ligger menneskelighed ind i et dyr, osv.. Nej jeg så hende som et dyr, ligesom jeg ser min hund, som min hund, min hund få ikke lov til at spise med til bords. Hun var en hest, som jeg elskede ufatteligt højt, jeg havde hende i en tid hvor jeg var ufattelig ensom, og da jeg tog hende til mig, var hun en meget vanskelig hest. Og jeg brugte alt min tid på at fikse hende. Og tilsidst, fulgte hun mig over alt, uden tov, uden nogen, lystrede alle signalerne jeg gav hende fra jord. Jeg bandt mig til hende ligsom politifolk minder sig til deres politihunde.´Som en gammel dame binder sig til sin kat.
Når jeg ikke havde nogen grund til at smile og ikke kunne se noget nytte til at fortsætte, tog jeg ud til hende, hun var mit helle, der ude glemte jeg mig selv, og var sammen med hende, ingen smerte brande mig op inden fra, ingen skrig, ingen sultetrang, hun var som et rusmiddel for mig, jeg havde det godt, i hendes selvskab!!!
Og det er det jeg har mistet, og nu også et ufatteligt stort hul i min hverdag. Jeg laver ikke andet end a ligge i min seng, skrive indlæg efter indlæg. Overdøve tomheden med højt musik, som blæser min hjerne ud...

Men jeg venter bare på at finde mig et nyt helle.. Det skal nok komme..

En sang som jeg har hørt igen og igen de sidste par dage, for den sætter ord. Jeg har intet hvs jeg ikke har dig.....

 Et af de få billeder jeg har tilbage efter min fars x flyttede, og tog min bærbar med sig, med alle minde minder, videoer af første gang jeg sad på hende, første gang jeg skridtede alene, første gang jeg galoperede. Alle mine små undsvage billede og videoer af os, når vi går tur. Hvor jeg fortæller hende hvor højt jeg elsker hende, et hvor jeg lære hende at spise blade fra træerne. Så mange minder jeg havde gemt er væk, de blev borte i natten sammen med xen...

 

XOXO Camilla Lyng