Et farvel?

Vi er alle bange for at miste, og derfor kan man ha tilbøjeligheden til tage afstanden til de mennesker man helst ikke vil miste.
For så gør det måske ikke så ondt, som det ville gøre hvis vi havde dem hos os og en dag skulle sige farvel om et 2-3 måneder eller om et halvt år, for så havde man bare nået at knytte sig endnu mere.
Og jeg mistede, og jeg føler mig overhovedet ikke klar til at give slip, jeg har ikke givet nok af mig selv endnu. Men man må også respektere at der sidder et andet menneske, som måske ikke kan mere, man er altid to om det. Og hvis det er det rigtige for vedkommende, så må jeg lære at accepter det, og komme videre, sammen med nogle minder der stadig kan gøre mig glad.

Og så prøve at huske på alle de gode ting ved at være single.

Måske havde personen ret, måske, måske ikke. For jeg er ikke klar til at give slip, jeg var overhovedet ikke parat til at miste, men på den anden side? Så ville det være meget nemmer for mig nu, at tage på efterskole, og nyde det, hvis man viste at man ikke havde en der hjemme man savnede noget så gud jammerlig.

Sket er sket, jeg havde nogle vidunderlige uger, jeg var lykkelig.
Nu må jeg bare selv lære at give slip, og komme videre...

Kys, Camilla