Kære mor og far ?

Før i tiden, var mine forældre min støtte, min tryghed, dem der holde min verden sammen, de viste mig hvad der var rigtig og forkert. De elskede mig, jeg elskede dem igen. De var mine bedste venner.

Men dagen i dag, har jeg intet at snakke med de om, og måske har det noget med min alder at øre, at jeg "flyver fra reden". Men på en måde overrasker det mig at det er på den måde jeg har det, for jeg har aldrig troet at jeg kunne være så langt væk som jeg er fra dem nu.

 Især når man tænker på at jeg er og forbliver en tryghedsnarkoman.

 Men jeg er faktisk ikke tryg sammen med dem mere, jeg føler hele tide at jeg skal passe på, at jeg ikke skuffer dem, men lige så meget at jeg ikke få dem tæt på.

Jeg til bringer aldrig min tid sammen med dem mere.

før i tiden var far min helt, min store kærlighed.

Idag føler jeg ikke at jeg kan sætte mig ned og få en far og datter sank som jeg kunne engang. For vi er overhovedet det samme sted mere, han tabte mig i svinget, da han fandt sin kæreste. Jeg? Jeg er stadig i gang med at læge mine sår efter den retsagen og alt det lort derhar fulgt mig siden.

Bare det at han ved hvad han x kone har udsatte mig for, det at han ved det, men aldrig har taget sig sammen til at sætte sig ned og snakke med mig om det. Alt det vi har været igennem, er nu tys tys efter hans kæreste er kommet ind i hans liv, men når alt det tys tys er så meget en del af min hverdag, så er det jo klart at man begynder at tage afstand. Jeg snakker ikke rigtig med ham mere, jeg ser ikke mig selv, fars lille pige. Jeg ser ham faktisk som en del af mit liv, han spørg mig aldrig hvad jeg vil i mit liv, tager aldrig en sludder, nu handler det hele om kæresten, og fair nok, han er ny forelsket, hun er sød. Jeg føler mig bare som det tredje hjul. når jeg ikke er hjemme så tager de på alle mulige små ferier, så de kan være alene.
Jeg er bare så træt af at være hjemme, så træt af at være den der er på slæb.
Han er ligesom ikke en del af mit liv mere. Han er der ligsom bare.
Jeg er bare så utålmodig, jeg vil bare gerne på efterskole, så jeg kan få mig et liv uden at være afhængig af dem..
Og hvis man så tænker at mig og min fars forhold er slemt, det er det ikke, for vi skændes aldrig, måske har det så også noget at gøre med at vi ikke er nok sammen til at kunne skændes, men det jeg godt kan lide ved min far hvis det skal være noget, er at han giver mig plads til at udfolde mig som menneske, giver mig så meget frihed, til at gøre hvad jeg vil.

Min mor? Ja hende har jeg et meget stramt forhold til. Hun er min modsætning. På alle måder. Og den eneste grund jeg faktisk ser hende i dag er for min fars skyld. For hun gener mig på alle tænkelig måder, jeg er ikke i tvivl om at hun elsker mig, hun elsker mig bare på sådan en insisterende måde, en kvældene måde, sådan at alt et hun gør bare bliver for meget, hun anstrenger sig for meget. Hun vil gøre alt for mig. Hun irritere mig bare. Jeg føler bare hun træker mig ned, jeg har fucked min skole op det her år og jeg ved godt at det giver konsekvenser, men hallo? Hvis jeg alligevel ligger på gennemsnittet i alle fag, så behøver kvinden ikke at skulle prøve at få ekstra undervisning til mig, og snakke om at jeg kan få ekstra hjælpe midler til min eksamen, for det først behandler hun mig som en på 7, og jeg er 15! OG for det andet er der et år til jeg skal til eksamen. Hun trækker mig ned, jeg føler mig dummer end hvad jeg i virkeligheden er!
Jeg skændes så meget med hende, jeg skal hele tiden møde for de 2 år jeg ikke har snakket med hende, høre hvor svært det var for hende. Der var på et tispunkt hvor vi skændes hvor hun kiggede nedladet på mig og så bare sagde " ja jeg ved godt du prøver på at være voksen". Hun kunne lige så godt have grinet mig ind i ansigtet, er i klar over hvor tæt på jeg var på at stikke hende en. Som sagt hun trækker mig ned.
Jeg ser hende ikke som min mor, nærmere som en kvinde jeg skal kalde for min mor, men der ligger intet respekt bag det, intet kærlighed. Engang hade jeg hende, i dag er jeg oprigtig bare lige glad med hende.

Jeg ved ikke hvad der har gjort at jeg har det sådan her med mine forældre, jeg ved ikke om der er noget "galt" med mig. Men det går mig på at skulle gå hjemme sammen med dem. Jeg tror bare at et vil være guld værd at komme på efterskole efter sommeren...

Kære mot og far? Er i der endnu når det virkelig gælder ?

Kys Camilla